- Det er fair nok, siger stregspiller om blåt kort til Nøddesbo

René Antonsen fik pusten slået ud af sig, da der manglede syv minutter af kampen mellem Aalborg og Bjerringbro-Silkeborg.

Jesper Nøddesbo måtte forlade banen med lidt over syv minutter tilbage af den første DM-semifinale mellem GOG og Bjerringbro-Silkeborg.

BSV-stregen havde nemlig først modtaget et rødt kort og derefter et blåt, efter dommerne mente, at han sendte en albue i maven på stregspiller René Antonsen fra Aalborg.

Han fortæller, at han ikke helt opfangede, at det var en albue. Dog erkender han, at beslutningen om det blå kort er god nok.

- Jeg løb hjem i forsvaret, som jeg havde gjort hele kampen. Jeg ved ikke, om det var en albue eller skulder, men jeg får den i maven, og jeg mister pusten, og så går jeg i gulvet, siger René Antonsen til TV 2 SPORT.

- Jeg ved ikke, hvad det var. Dommerne går jo ud og ser på den igen, og de vurderer jo, at der er rødt kort og så blåt. Jeg synes, at det er fair nok.

Antonsen fortæller, intensiteten ellers ikke var højere, end den plejer at være at disse opgør. Dog var der måske en undtagelse i tilfældet inde på stregen.

- Han går jo ind i mig på en eller anden måde. Det var da nok bevidst, det skulle da være mærkeligt andet, når man står ved siden af mig, går ind i mig eller giver mig en albue. Det er nok bevidst på en eller anden måde, forklarer Antonsen.

Mulig karantæne til Nøddesbo

Det blå kort betyder nu, at Dansk Håndbold Forbund (DHF) skal vurdere, om Jesper Nøddesbo skal have en karantæne og dermed misser den anden DM-semifinale på hjemmebane.

Nøddesbo fortæller, at det aldrig var intentionen at give Antonsen en albue i maven.

- Jeg har svært ved at udtale mig om det, da jeg ikke har set billederne, men det har aldrig været min intention at stikke nogen en albue i maven. Det får jeg ikke noget ud af. Jeg træder ind og går tilbage igen for at blive fri i spillet, men jeg skal ikke kunne sige, hvordan det ser ud på billederne, forklarer Nøddesbo kort efter udvisningen.

- Der er hundrede procent kontakt, men det er der jo hundrede gange i sådan en kamp. Det kan godt være, det ser voldsomt ud på billederne, og så skal jeg beklage, hvis det er det, men det var aldrig min intention at slå nogen i maven. Jeg har svært ved at se, at det skulle give en karantæne.