Eksperter er enige om den ene vinder af to 'historisk tætte' DM-semifinaler

16x9
Thomas Mogensen (tv.) og Skjern er favoritter til en DM-finale, mener eksperterne. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Bent Nyegaard og Claus Møller Jakobsen er uenige, om det bliver Aalborg Håndbold eller Bjerringbro-Silkeborg, der ender i finalen mod Skjern.

Skjern Håndbold kommer i DM-finalen.

Så langt er TV 2 SPORTs håndboldeksperter Bent Nyegaard og Claus Møller Jakobsen enige.

Jeg tror, at de er et lille nyk foran

Bent Nyegaard

De mener også begge, at kampen om det danske mesterskab er meget lige.

- Det er historisk tæt. Det er mange år siden, vi har stået og været på herrens mark over over, hvem der bliver danmarksmester, erkender Claus Møller Jakobsen, mens Bent Nyegaard supplerer:

- Det er to semifinaler, som jeg godt kan forestille mig, går i tre kampe. Så tætte er mandskaberne – og så meget er det gået op og ned for dem. Der er ikke ét hold med en formkurve, der er så stabil, at man kan sige: ”De er topfavoritten.”

DM-semifinaler

GOG-Skjern

Aalborg-Bjerringbro-Silkeborg

Det er ikke overraskende for eksperterne, at det er lige præcis Aalborg, Bjerringbro, GOG og Skjern, der skal fordele medaljerne mellem sig.

- De har det største budget, og det er de fire bedste hold, som jeg - parentes bemærket - også spåede inden sæsonen, griner Claus Møller Jakobsen.

Hvem møder Skjern i finalen?

Tiden vil vise, om Claus Møller Jakobsen også får ret i sin spådom om, at Aalborg Håndbold ender i finalen.

- Jeg synes, at Aalborg har været bedst. De vandt grundspillet relativt suverænt og også Final4. Jeg har stor respekt for træner Stefan Madsen, lyder begrundelsen fra håndboldeksperten.

- Der har det været mere op og ned for BSV. Det kører ikke som smurt i olie, og de var heldige at vinde en vital kamp mod et ungdomshold fra GOG, siger Claus Møller Jakobsen.

For at han skal få ret, kræver det, at Bent Nyegaard får uret. Han tror nemlig på Bjerringbro-Silkeborg.

En skade til Aalborg-profil Magnus Saugstrup bliver afgørende, mener han.

- Han er en helt fast del af Stefan Madsens muligheder for at udfordre modstanderne taktisk og forsvarsmæssigt. Jeg tror, det bliver et for stort handicap i kampen mod et normalt klogt spillende Bjerringbro-Silkeborg-hold, siger Bent Nyegaard.

Skjern-målmand bliver afgørende

Når han spår Skjern Håndbold som finalister, skyldes det ikke mindst manden mellem stængerne.

- Jeg tror, at Skjern Håndbold er et lille nyk foran. Det gør jeg mest, fordi Emil Nielsen, når han står allerbedst, afgør håndboldkampe, siger Bent Nyegaard.

Den analyse er Claus Møller Jakobsen enig i.

- I min bog er Emil Nielsen ligaens bedste målmand. Nogle gange rammer han bare kampe, hvor han er svær at have med at gøre. Han siger jo selv, at hvis forsvaret bare holder armene i vejret, så står han på 40 procent siger han.

Det er imidlertid ikke den eneste position, hvor Skjern-mandskabet er bedst, mener Claus Møller Jakobsen.

- GOG har mest kvalitet på venstre back, mens det er meget lige på højre. Men derudover ser jeg Skjern som værende bedst på samtlige positioner – inklusive målmandsposten, siger han.

De første semifinaler spilles 22. maj, mens der er returmøde den 26. Vinder mandskaberne en kamp hver, skal det hele afgøres i et tredje opgør.