En vild sæson fra A til Z

16x9
Jan Pytlick, Sandra Toft og Sarah Iversen. Foto: Scanpix Denmark/TV 2

TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen opsummerer sæsonen i kvindernes liga ved brug af hele alfabetet.

Alder er ingen hindring. Se blot mod Herning-Ikast, hvor 19-årige Emma Friis og 37-årige Sabine Englert begge har været profiler i denne sæson. Ligesom min yndlings-comeback-veteran Mette Iversen Sahlholdt, som i en alder af 41 år og med én uges håndboldtræning på bagen pludselig stod i målet for NFH.

Bundniveauet har simpelthen været for lavt, og det gælder alle hold. Udsvingene har været for store. Det har helt sikkert givet panderynker rundt omkring hos trænere og fans, at de i ny og næ har haft svært ved at kende deres hold fra den ene kamp til den anden.

Ti sæsoners danske mestre i kvindehåndbold

Guldvinderne fra de seneste ti sæsoner:

* 2018/19: Team Esbjerg.

* 2017/18: København Håndbold.

* 2016/17: Nykøbing Falster Håndbold.

* 2015/16: Team Esbjerg.

* 2014/15: FC Midtjylland.

* 2013/14: Viborg HK.

* 2012/13: FC Midtjylland.

* 2011/12: Randers HK.

* 2010/11: FC Midtjylland.

* 2009/10: Viborg HK.

Centerkryds er vel måske den mest velkendte angrebsåbning, og der er heldigvis kommet flere til. Mange angreb startes op med en rundgang, et fransk kryds eller en overgang fra en af fløjene. Jeg synes til gengæld, det er fedt at flere hold lægger vippet ind som en naturlig del af spillet.

Dommere, TAK. Det er sgu ikke altid lige godt (akkurat som alle os andre), men I stiller op, gør jeres allerbedste og lægger ryg til alskens kommentarer fra alle implicerede - lige fra spillere, trænere, fans og os kommentatorer. Det må på alle måder kræve sit at gå ind til et job, hvor man ved, at der helt sikkert er minimum en eller anden, der synes, man er håbløs. Og et ekstra high-five til de par, som vælger via dommerlyd at dele deres ord med os seere. Det er så fedt at få et indblik i jeres arbejde. TAK.

Esbjerg: De danske mestre. Stort tillykke med den velfortjente titel. Jeg håber, I stadig fester løs dagen derpå.

Team Esbjerg vandt 20-19 over Herning-Ikast i den anden DM-finale. Video: Kasper Damgaard Kristensen

Fans, hvor er det fedt at komme i hallerne og opleve så meget passion. Alle I inkarnerede fans med hjerter, der banker for lige netop jeres hold. Det er så hyggeligt at snakke med jer inden og efter kampene. Vi er sjældent enige. Hvad enten det drejer sig om mit gæt (inden sæsonen) på jeres holds placering ved sæsonens afslutning eller en netop afsluttet kamp, hvor dommerne altid har dømt mod lige præcis jeres hold – ja, så er der altid tid, plads og humør til en god debat. Håndbolden er ikke meget uden jer, så bliv endelig ved med jeres vidunderlige opbakning. Den er uvurderlig.

Gennembrud er mange ting. Jeg er vild med dem, der evner at sætte sin direkte modspiller. Eksempelvis Mie Højlund med kombinationen af fart og styrke, Sofie Bæk med de hurtige fødder, Laura Damgaard med kraften og viljen, Pontoppidan med finten i det lave leje, Polman med overblikket og evnen til at finde hullerne mellem to forsvarsspillere, Offendal med kamikaze-indstillingen, eller hvad med Walléns snuhed, når hun smyger sig forbi forsvaret.

Heine Eriksen: Sæsonens bedste trænerpræstation. Han har fået så meget ud af sit materiale og fået sine spillere til at præstere gennem hele sæsonen. Det har ganske enkelt været imponerende at følge Aarhus United i denne sæson, og det er i høj grad Heine Eriksens fortjeneste.

Initiativ - mere af det, tak. Hvor har det været fedt at se Nykøbing spille 7:6 i en hel kamp mod København. Og selvsamme hovedstadshold mase Odense på hjemmebane med 7:6 i andenbølge-kontraen. Det er fremragende at se, trænere bruge den udskældte regel som et taktisk våben fremfor et sidste desperat forsøg på at komme tilbage i en kamp.

Jubel bliver jeg aldrig træt af at se hos spillere, trænere og hold. Jeg ved, hvor meget arbejde der ligger bag en sejr, hvor mange timers træning og hvor mange afbud til familie og venner, der går forud for en pokal. Eller hvor mange repetitioner af skud og øvelser, som danner base for en medalje. Der er selvfølgelig også et mekka af sjov, sammenhold og holdånd. Og det er præcis det, der kommer til udtryk i bunken af jublende mennesker på de 60x40. Jeg er vild med det.

Karrierestop er aktuelt for to af de store efter denne sæson. Camilla Dalby og Trine Troelsen er færdige med at spille på topniveau. Tak til jer for mange gode oplevelser, for rullefinter i det midtjyske og underhåndsskud med venstrelappen i Kronjylland. Det har været fedt at følge jer gennem jeres karriere på både klub- og landshold.

Camilla Dalby spillede sin sidste kamp, da hun var med til at sikre Randers HK overlevelse i den bedste række. Video: Bo Bentsen

Ligastruktur. Første sæson med 14 hold, og jeg er ikke fan. Min holdning er den samme som inden turneringen startede; jeg synes, man tilgodeser bredden fremfor toppen.

Makværk er, hvad der foregik omkring trænersituationen i Herning-Ikast midt i sæsonen. Når det så er sagt, så er jeg imponeret over holdet og specielt Kristian Kristensens evne til at arbejde målrettet videre og skubbe støjen i baggrunden. Kæmpe cadeau for at nå en europæisk semifinale og en DM-finale i en sæson, hvor forholdet på ledelsesgangene til tider har virket koldere end is i det midtjyske.

Nøglespillere har alle hold, og på nogle af holdene har disse ikke slået til. Det er så ærgerligt, og det bliver tit dem, vi snakker om, fordi det er dem, der er forventninger til. I denne sæson har der simpelthen været for mange nøglespillere, som ikke har ramt deres niveau sæsonen igennem. Og det har kostet for deres respektive hold.

Odense Håndbold blev grundspillets suveræne vindere og ville nok gerne have spillet lige-ud-turnering. For endnu en gang må den storsatsende klub kigge langt efter et trofæ til det fynske pokalskab. Fynboerne kan dog trøste sig med bronze, hvis de formår at besejre København Håndbold i den tredje og afgørende bronzekamp fredag aften (se den direkte på TV 2 SPORT fra klokken 18.30).

Profiler er der mange af, men denne sæson har en håndfuld sprunget mig i øjnene: Polman, Ingstad, Damgaard, Fauske, Lundby, Burgaard og Dulfer er nogle af dem, som har sat deres aftryk gennem hele denne sæson.

Qvinder er ligaen er fuld af. Og de bør alle modtage både anerkendelse og respekt for den energi, de ligger i træning og kamp.

Randers HK har i min optik været sæsonens skuffelse. Masser af profiler, masser af skader og masser af problemer har ført til en miserabel sæson, hvor man har kæmpet med næb og klør for at få tingene til at fungere uden held. Jeg havde store forventninger til Agesen og hans udvalgte. De blev langt fra indfriet. Jeg har en klar forventning om, at der bliver arbejdet benhårdt i Kronjylland for at komme stærkt igen.

Randers-træner Niels Agesen ser indad efter kronjydernes forfærdelige sæson, hvor det ikke lykkedes at komme i slutspillet Video: Lars Bruun-Mortensen

Skader vil der kunne skrives om efter alle sæsoner. Det er desværre en realitet, at vi hver sæson savner spillere, som undervejs er blevet skadet. Denne sæson er ingen undtagelse. Hvordan havde København Håndbold gjort det med Mia Rej på holdkortet? Havde Odense taget guldet, hvis ikke Tranborg havde smadret knæet? Havde Herning-Ikast fremtvunget en tredje finalekamp, hvis ikke Fauske havde fået en spiller ned over knæet? Og var Ringkøbing rykket ned, hvis ikke de var blevet ramt af noget, der lignede Egyptens ti plager på skadesfronten? Vi får det aldrig at vide, og derfor er det aldrig en undskyldning, men blot en del af forklaringen på ligaens udfald hvert eneste år.

Taktikken er altid fed at følge under timeouts, hvor træneren er på forkant med tingene. Jeg er ligeledes vild med de timeouts, hvor jeg kan fornemme, at spilleren byder ind og har en holdning. Lad os endelig få flere spillere med en holdning til det taktiske aspekt i spillet.

Underholdning har der været masser af. Ligaen har været fyldt med detaljer på banen og håndboldspillere med overskud til snak og holdning både før, under og efter kampene.

Vanddunken var et morsomt øjeblik, og klippet taler vist for sig selv. Jeg elsker alt ved det, og det gør det bestemt ikke mindre sjovt, at Rikke Iversen efterfølgende (og grinende) fortalte, at der ikke var vand i dunken, men klistrende læskedrik.

Låget på Rikke Iversens vanddunk var ikke skruet ordentligt på, hvilket resulterede i, at hun hældte læskedrik ud over sig selv. Video: TV 2 SPORT

Www.play.tv2.dk/sport er stedet, hvis håndboldabstinenserne bliver for alvorlige henover sommerpausen.

X-faktor. Vi skriger på profiler, som giver noget af sig selv. Jeg syntes faktisk, der er masser af spillere med X-faktor i den danske liga. De skal bare turde give slip. Vi skal lade dem udfolde sig og ikke hakke dem ned. Husk det lige på de sociale medier, hvor spillerne faktisk læser med.

Yndlingshold har jeg eftersigende mange af i ligaen. Jeg oplever sågar efter en kommentering, at fans fra hver lejr mener, at jeg holder med modstanderholdet. Ja, jeg har spillet i nogle af klubberne, ja, jeg har spillet med nogle af spillerne, ja, jeg er blevet trænet af nogle af trænerne, og ja, jeg er sågar i familie med en af dem (hans hold kommenterer jeg af samme grund ikke). Men lad mig bare afsløre, at jeg holder med håndbolden, det gode spil, den lækre detalje, intensiteten, viljen og de spændende afslutninger, ligegyldigt hvad farve spillertrøjen har. Men jeg har da ét yndlingshold. Nemlig GOG's U9-piger, hvor min datter spiller.

Zzzzzzz. Ferie fra håndbolden er altid sundt, men også lidt kedeligt, når man er inkarneret nørd. Jeg vil nyde sommeren og de friheder, den giver. Men jeg glæder mig også til at se, hvad den kommende sæson byder på. Vi ses på den anden side, håndboldelskere.