- Han overholder ikke kravene som seriøs sportsmand, siger Jacobsen

16x9
Emil Nielsen (tv) side om side med sin Skjern-holdkammerat og tidligere landsholdsspiller Kasper Søndergaard. Foto: Sportxpress / Ritzau Scanpix

Skjern-målmanden har ikke overholdt de aftaler, han og landsholdsledelsen har indgået, og han er ikke en seriøs idrætsmand, mener landstræneren

Han er på sine gode dage den bedste målmand i den danske liga. Det er de fleste eksperter enige om. Men Emil Nielsen fra Skjern Håndbold er ikke blandt de fire målmænd, der er udtaget til Nikolaj Jacobsens seneste bruttotrup, som blev offentliggjort i dag.

Det er der en ganske bestemt grund til.

- Emil overholder ikke de krav, som der er ved at være en seriøs idrætsmand.

Så markant lyder kritikken fra landstræneren, der førte Danmark til VM-guld i januar måned.

- Emil er ikke med, fordi han ikke har overholdt de ting, som vi har aftalt med ham. Blandt andet har han ikke passet det træningsprogram, der er aftalt med Michael Bruun, uddyber Nikolaj Jacobsen.

Jeg er da overrasket over, at han siger det så markant. Så det er lidt en øjenåbner for mig

Emil Nielsen

- Michael Bruun har med midler fra DHF været i Skjern og lavet ekstra træning med Emil hver 14. dag. Han har givet Emil nogle øvelser, som han skulle lave, men det har han ikke gjort. Programmet har været i gang siden efteråret.

- Så længe, Emil ikke tager sin karriere seriøst nok, så kan vi i DHF ikke bakke op om ham. Vi vil ham gerne - rigtig gerne, men først og fremmest skal Emil ville det selv.

Emil Nielsen kigger indad

En hård melding fra landstræneren, som ellers tidligere har haft Emil Nielsen med i sin bruttotrup. Og kritikken tager Skjern-målmanden til efterretning.

- Jeg er da overrasket over, at han siger det så markant. Så det er lidt en øjenåbner for mig, siger han.

- Men jeg lytter og kigger indad. Og det bliver helt sikkert mit fokus hen over sommeren. Det bliver en hård sommer for mig, for jeg skal være i god form, når jeg kommer ned til Nantes og skal starte op der.

Skjern-målmanden mener dog ikke, at han har undladt at passe sin træning.

- Nikolaj har ret i, at vi har sat nogle mål om noget fysisk, som jeg ikke har nået. Så det er helt fair. Det er ikke, fordi jeg ikke har passet min træning. Men jeg har ikke rykket mig, som jeg skulle, erkender han.

Skal finde stabilitet i Nantes

I den trup, som Nikolaj Jacobsen har udtaget til de kommende EM-kvalifikationskampe i juni, er Niklas Landin, Jannick Green og Kevin Møller med blandt de 18, der skal spille kampene, mens TTH’s Sebastian Frandsen er med som backup i bruttotruppen.

Emil Nielsen er altså blevet overhalet af Sebastian Frandsen. Landstræneren mener, at den tidligere Århus-keeper, der lige for tiden spiller DM-semifinaler for Skjern, har spillet for ustabilt.

- Man kan sige, at han jo stadig tager bolde og er en god målmand, men der er i hvert fald tre målmand, der er foran ham. Emil står godt, men mangler stabilitet. Han har ikke vist mig, at han kan godt stå godt i 60 stabile minutter.

Den stabilitet skal Emil Nielsen forsøge at finde i den franske liga i den kommende sæson. Efter sommerferien skifter han nemlig Danmark og Skjern ud med Frakrig og Nantes, som er en af de helt store klubber på den europæiske scene.

- Nu kommer han til Nantes, som er en stor, internationale topklub. Jeg håber, at det vil lære ham kravene til en topidrætsmand, siger Nikolaj Jacobsen.

- Emil er på ingen måde afskrevet på landsholdet, men vi tager ham først med, når han tager sin karriere seriøst. Her og nu handler det om, at han selv tager vare på sin karriere.

Emil Nielsen selv er klar over, at han skal træne seriøst, når han flytter 1600 kilometer mod syd.

- Hvis jeg skal præstere i Nantes, så skal jeg lære mange ting. Og det er da helt klart en af de ting, jeg skal fokusere på, siger han med hentydning til den fysiske træning.

Danmark skal uden Emil Nielsen møde Ukraine og Færøerne i sæsonens to sidste landskampe. Det er 12. og 16. juni.

Emil Nielsen og Skjern skal i aktion allerede på søndag, når de spiller anden DM-semifinale mod GOG. Se med på TV 2 fra klokken 13.30.