Lasse Møller skifter til Flensburg-Handewitt efter næste sæson

16x9
Lasse Møller skifter til Flensburg-Handewitt efter næste sæson. Foto: Flensburg-Handewitt

GOG-profilen Lasse Møller skifter til tyske Flensburg-Handewitt efter næste sæson. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

GOG mister efter næste sæson én af sine absolut bedste spillere.

Lasse Møller havde en klausul i sin kontrakt, og derfor har Flensburg-Handewitt haft mulighed for at hente danskeren, som har underskrevet en tre-årig aftale.

- Klubbens koncept som helhed overbeviste mig. Jeg glæder mig allerede rigtig meget til at spille for Flensburg. For mig er det en legendarisk klub, og siden barndommen har jeg fulgt med i, hvad der er sket. Flensburg har en lang tradition med store danske spillere, og det giver mig desto mere lyst til at skrive min egen historie her, siger Lasse Møller til klubbens hjemmeside.

Lasse Møller skifter til tyskerne efter næste sæsons afslutning, hvor han bliver holdkammerat med landsholdsspillerne Lasse Svan, Anders Zachariassen og Simon Hald.

Hos tyskerne her glæder de sig til den 22-åriges ankomst.

- Lasse Møller er en exceptionel spiller med mange kvaliteter og et enormt udviklingspotentiale. Fysisk og som spiller ser jeg mange muligheder, og jeg glæder mig til at arbejde med ham, siger cheftræner i Flensburg-Handewitt Maik Machulla.

Lasse Møller har spillet for GOG i hele sin håndboldkarriere i GOG og er med årene blevet en større og større profil for både holdet og ligaen.

Selvom han havde en længerevarende kontrakt, så valgte han altså at bryde ud af den før tid.

Sidste år vandt han bronze med klubben, og i år har han og GOG kurs mod finalerne, efter de slog Skjern i den første semifinale.

Møller er også en del af landsholdet 28-mands store bruttotrup.