- Det var i overkanten, indrømmer BSV-spiller efter rødt kort

Klaus Thomsen indrømmer, at han gik for hårdt til Aalborgs Ómar Ingi Magnússon i de to holds semifinalemøde.

Det så voldsomt ud, da BSV-spilleren Klaus Thomsen i fællesskab med holdkammeraten Jesper Nøddesbo sendte Aalborgs islandske profil Ómar Ingi Magnússon i gulvet midt i anden halvleg af den anden semifinale mellem de to klubber.

Den islandske bagspiller sprang op for at sende et skud afsted mod BSV-målet, men svævende i luften blev han først ramt hårdt i ansigtet af Thomsen, mens et skub fra Nøddesbo sendte islændingen ud af kurs, som endte i en hård kollision med halgulvet.

En blødende Magnússon vred sig i store smerter, mens dommerne præsenterede Klaus Thomsen for det røde kort.

- Han bevæger sig lidt ind i min zone, og jeg vil frem og hakke ham på skudarmen, men jeg kan godt mærke, at jeg rammer ham i ansigtet. Det er pisse uheldigt, fortalte Klaus Thomsen til TV 2 SPORT efter sin udvisning.

Der gik et par minutter, inden Ómar Ingi Magnússon kunne rejse sig fra halgulvet og en anelse forsigtigt gå mod omklædningsrummet for behandling.

- Det er selvfølgelig ikke fedt at se. Man vil gerne spille hårdt, men det var lige i overkanten. Det var ikke min intention at skade ham overhovedet. Det er jeg pisse ked af, uddybede Klaus Thomsen.

Ómar Ingi Magnússon var i tydelige smerter.
Ómar Ingi Magnússon var i tydelige smerter. Foto: TV 2 SPORT

Ingen nag fra islændingen

Det hårde sammenstød kostede den islandske profil en flænge i nakken, og det problem tog ikke mange minutter for Aalborgs fysioterapeuter at få styr på. De fleste TV-seere samt aktørere og tilskuere i JYSK Arena havde dog næppe forventet, at de skulle se mere til Ómar Ingi Magnússon på håndboldbanen i søndagens kamp.

Men efter at have fået en forbinding om hovedet, et par sting og stoppet blødning var islændingen ikke i tvivl om, at han skulle på banen igen og hjælpe sit hold i DM-finalen i de sidste to minutter.

- Jeg fik et hårdt slag, men det var ikke mere end det. Jeg var klar til at gå på banen igen. Jeg kunne godt mærke, at jeg fik et hårdt slag, men det var ikke så voldsomt, understregede Magnússon, der i øvrigt ikke havde nogle problemer med tacklingen fra Klaus Thomsen, overfor TV 2 SPORT efter kampen.

- Jeg var helt klar til at komme på banen igen. Der er ikke noget andet at gøre, hvis der ikke er noget galt. Så er det bare om at komme ind igen.

Med to minutter igen af kampen var Ómar Ingi Magnússon så igen at finde på banen. Her hjalp han Aalborg-holdet til en sejr på 34-32, der samtidig sendte dem i DM-finalen som det første hold i år.

- Det var virkelig en flot sejr. Hele holdet spillede en fantastisk kamp. Jeg er virkelig stolt af holdet, lød det til sidst fra den islandske Aaborg-spiller.

I finalen møder Aalborg enten GOG eller Skjern, der på torsdag mødes i den tredje og afgørende semifinale.