Turister lagde kvart milliard under håndbold-VM

16x9
Også på håndboldbanen var der guld at hente for Danmark. For første gang nogensinde blev det danske herrelandshold nemlig verdensmestre. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Håndboldfans skabte turisme for en kvart milliard kroner i januar, og det vækker glæde hos borgmestre.

175.000 VM-tilskuere brugte 276 millioner kroner i København og Herning i løbet af VM-slutrunden i herrehåndbold i januar.

Det viser en effektmåling foretaget af Epinion og Visit Denmark for Sport Event Denmark og Dansk Håndbold Forbund.

Mesterskabet sikrede en turismeomsætning på 276 millioner kroner i København og Herning, hvor alene udenlandske håndboldfans gav en turismeomsætning på 151 millioner kroner.

Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, er meget tilfreds med målingen.

- Der er mange interessante pointer i effektanalysen på VM herrehåndbold.

- Ud over den flotte nationale og internationale turismeomsætning noterer jeg mig, at afviklingen og tilskueroplevelsen får topkarakterer, hvilket vi sammen med København, Herning og DHF også kan være meget tilfredse med, siger Lars Lundov.

Alene i København brugte håndboldfans 78 millioner kroner i løbet af turneringen.

- VM i herrehåndbold 2019 var på alle måder en helt uovertruffen sportslig begivenhed. Københavnerne og de mange tilrejsende fans fik forrygende oplevelser og sportsminder, siger overborgmester i København Frank Jensen (S) og tilføjer:

- At det tilmed var en stor økonomisk gevinst, kommer oveni. I København ser vi frem til at være vært for mange flere store sportsbegivenheder de kommende år.

I Herning, hvor Danmark spillede otte ud af holdets ti kampe på vejen til VM-guldet, var der en turismeomsætning på 198 millioner kroner.

- Rapporten viser, at det er en god forretning for hele det midtvestjyske område.

- Jeg er samtidig overbevist om, at rigtig, rigtig mange indbyggere i Herning Kommune fik en kolossal oplevelse ved at se Danmark blive verdensmestre på hjemmebane, hvad enten de så en af kampene live i Jyske Bank Boxen eller fulgte landsholdet i tv.

- Den lokale stolthed, som sådan en begivenhed også giver, kan man ikke sætte en pris på, siger Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune.

Turismeomsætningen under VM gav samlet 52 millioner kroner gennem moms, skatter og afgifter til staten og de danske kommuner, viser Epinions effektmåling.