Syg Mads Mensah sidder over mod Ukraine

16x9
Når de danske håndboldherrer gæster Ukraine i EM-kvalifikationen, bliver det uden Mads Mensah. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Mads Mensah var udtaget til truppen mod Ukraine, men på grund af sygdom kommer han ikke til at spille kampen.

Når de danske håndboldherrer onsdag gæster Ukraine i EM-kvalifikationen, bliver det uden Mads Mensah.

Bagspilleren fra Rhein-Neckar Löwen er blevet syg og kan ikke spille kampen i Kijev, skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) mandag aften på sin hjemmeside.

- Tirsdag drager herrelandsholdet til Kijev for at spille EM-kvalifikationskamp mod Ukraine. Her er truppen blevet en mand mindre, da Mads Mensah sidder over med sygdom, oplyser DHF.

Landsholdet skal i denne uge spille to kampe i EM-kvalifikationen.

Først skal Danmark møde Ukraine i Kijev på onsdag klokken 18 dansk tid, og dernæst tager holdet imod Færøerne i Gigantium i Aalborg på søndag.

Truppen på 17 spillere mod Ukraine ser således ud:

Målvogtere:

Niklas Landin, Jannick Green, Kevin Møller.

Stregspillere:

Simon Hald, Anders Zachariassen, René Antonsen.

Fløjspillere:

Johan Hansen, Lasse Svan, Magnus Landin, Magnus Bramming.

Bagspillere:

Nikolaj Øris, Niclas Kirkeløkke, Jacob Holm, Mikkel Hansen, Rasmus Lauge, Lasse Andersson, Henrik Møllgaard.