- Det var rart, vi fik puttet en 20’er i ryggen på Mikkel, siger Jacobsen

Nikolaj Jacobsen glæder sig over, at det danske spil blev bedre i anden halvleg af EM-kvalifikationskampen mod Ukraine.

Landstræner Nikolaj Jacobsen sender Mikkel Hansen på sommerferie med et stort skulderklap.

Mikkel Hansen spillede sig nemlig op i den sidste halvdel af onsdagens EM-kvalifikationskamp mod Ukraine, hvilket var med til at sikre Danmarks EM-billet.

- Det var rart, vi lige fik puttet en 20’er i ryggen på Mikkel i pausen, for i første halvleg havde han ikke budt så meget ind, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Danmark var bagud med 15-14 efter første halvleg, hvor Mikkel Hansen scorede to gange på straffekast. Efter pausen scorede Mikkel Hansen for første gang i åbent spil, da han udlignede til 15-15. I alt blev det til fem Hansen-scoringer i anden halvleg, selvom PSG-stjernen døjer med smerter i albuen.

- I de sidste 30 minutter synes jeg, vi spiller rigtig, rigtig fornuftigt. Vi kunne nok også have vundet med et par stykker mere til sidst, konstaterede Mikkel Hansen efter kampen.

Klub 1000

Mikkel Hansen har de seneste uger haft betændelse i albuen. Det giver ham smerter i nogle skudsituationer, og derfor sidder han over i søndagens kamp mod Færøerne.

Efter onsdagens landskamp kan Mikkel Hansen gå på sommerferie med ros fra landstræneren, en EM-billet og en imponerende milepæl i baghovedet. Hansens syvende og sidste mål mod Ukraine betyder nemlig, at han nu har scoret præcis 1000 mål for Danmark.

Landstræner Nikolaj Jacobsen forventer, at Niklas Landin også sidder over i den ubetydelige kamp mod Færøerne. Til gengæld regner han med, at Mads Mensah, der har været ramt af halsbetændelse inden opgøret i Kiev, møder ind i landsholdslejren.

- Vi kommer stadig til at give den gas i kampen, men det kan da godt være, at vi holder pause de næste par dage. Måske tager vi ud og hygger os torsdag aften og spiller lidt pool eller et eller andet, så dem, der er blevet mestre, også får lov til at fejre det, lyder det fra Nikolaj Jacobsen.

Danmarks sidste EM-kvalifikationskamp spilles søndag klokken 18. Opgøret mod Færøerne vises på TV 2 – se sendeplanen her.