Ingen har henvendt sig til DHF om lønfusk: - Vi er magtesløse

Dansk Håndbold Forbund kan kun sanktionere klubber, hvis de bliver forelagt klar bevisførelse om ulovlige lønninger i dansk divisionshåndbold.

Ulovlige lønninger har eksisteret i dansk håndbold i flere årtier.

Men selvom det ikke er et nyt fænomen, så har disciplinærudvalget i Dansk Håndbold Forbund, DHF, aldrig tidligere behandlet en sådan sag. Det fortæller udvalgets formand, Jens Bertel Rasmussen.

- Vi har ikke fået nogen henvendelser. Overhovedet. Det er ikke sager, vi har behandlet indtil videre, siger formanden.

TV 2 SPORT kunne tidligere på ugen afsløre en omfattende snyd med lønninger i dansk divisionshåndbold, efter 79 ud af 97 anonyme håndboldspillere har givet udtryk for, at de har kendskab til lønninger, der er i strid med lovgivningen.

Det er i særdeleshed manipulation med kørselsgodtgørelse, der er udbredt. Det fungerer sådan, at spillerne i stedet for at modtage almindelig løn laver en aftale med deres respektive klub om, at de registrerer mere kørsel, end de er berettiget til. Herefter udbetaler klubben så en skattefri godtgørelse, der betyder, at spillerne ikke betaler Skat, og klubben dermed ikke skal betale lige så mange penge.

Et større antal spillere er tidligere blevet straffet med bøder fra Skat, men det er aldrig nået videre til DHF, og derfor har det indtil nu været uden sportslig konsekvens - og det er til trods for, at det faktisk er muligt.

- Vi er en dømmende instans, og når vi får en sag på bordet, så vil vi se de nødvendige papirer og dokumenter, som er fremsendt til os, og så vil vi vurdere, om det er bevis for sanktion eller et bevis for, at vi ikke kan give en sanktion, siger Jens Bertel Rasmussen.

I og med at DHF ikke er et kontrolorgan, så kan de ikke foretage deres egne kontroller, som Skat kan. Derfor er det nødvendigt, at forbundet får leveret bevisførelsen andre steder fra for at kunne give sanktioner.

- Vi er desværre en lille smule magtesløse, når det kommer til sanktioner. Dem kan vi ikke idømme dem i de her situationer. Vi kan ikke løfte bevisførelsen i de her sager. Det skal der eksterne instanser til at gøre – eksempelvis Skat, siger DHF's generalsekretær, Morten Stig Christensen.

Skat vil foretage yderligere kontroller

Hjælpen fra Skat, som Morten Stig Christensen efterlyser, kan meget vel være på trapperne. Underdirektør i Skattestyrelsen, Kim Toldrup, fortæller til TV 2 SPORT, at man i den kommende tid vil øge kontrollen i de danske klubber.

... og så kan de forvente, at vi kan finde på at dukke op på et kontrolbesøg

Kim Tolstrup

Derudover er Skattestyrelsen allerede i dialog med Divisionsforeningen.

- De (klubberne, red.) kan forvente, at vi - igennem Divisionsforeningen, som vi bruger som talerør - vil give mere vejledning, og så kan de forvente, at vi kan finde på at dukke op på et kontrolbesøg. Til gengæld stiller vi også gerne op, hvis de har brug for at få en dialog med os, siger Kim Tolstrup.

Men selvom man nu vil skrue op for kontrolbesøgende, betyder det ikke, at de nødvendigvis vil tilføre bekæmpelsen af ulovlige lønninger i dansk håndbold flere ressourcer.

- Der bliver prioriteret på området, så jeg tænker ikke, det er et spørgsmål om at prioritere mere. Der er ikke nogen nemme veje i at få en fuldstændig regelefterlevelse nogen steder.

- Det er et langt sejt træk, og det gælder om, at man får vejledt om, hvordan man skal gøre tingene, og hvad konsekvenserne er. Og så er det selvfølgelig også et spørgsmål, om der er en synlig kontrol i forhold til, at man oplever, at hvis man ikke overholder de regler, der er, så er der også en risiko og dermed sanktioner, siger Kim Toldrup.

Disciplinærudvalgets formand, Jens Bertel Rasmussen, fortæller, at hvis de kan løfte en bevisførelse for, at der gives ulovlige løn, så kan klubber straffes med alt fra advarsler til tvangsnedrykning.