Klavs Bruun kalder VM-lodtrækning for 'dræbergruppe'

16x9
Klavs Bruun Jørgensen og Danmark fik en svær lodtrækning til VM i Japan. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

De danske håndboldkvinder er løbet ind i det, som landstræner Klavs Bruun Jørgensen kalder for en 'dræbergruppe' ved VM-slutrunden i Japan.

Danmark skal finde sit højeste niveau frem, når de tager til Japan for at spille VM.

Fredag blev der trukket lod, og her stod det klart, at det denne gang ikke blev til nogen drømmelodtrækning for Danmark, som var i andet seedningslag.

Her kan de frem til at møde Frankrig, Tyskland, Sydkorea, Brasilien og Australien i en gruppe, hvor kun de tre bedste går videre ved slutrunden.

- Det bliver benhårdt. Det er bare en dræbergruppe, og jeg er selvfølgelig utrolig ked af, at vi ikke havde mere lodtrækningsheld. Men hvis vi skal helt op, skal vi slå dem allesammen, men vejen dertil kunne godt have være lidt nemmere, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

Danmarks gruppe

  • Frankrig
  • Danmark
  • Tyskland
  • Sydkorea
  • Brasilien
  • Australien

VM i Japan begynder den 30. november.

Jeg har svært ved at finde en gruppekombination, der kunne have været værre.
Hvis man én gang skulle forsøge at få den sværeste lodtrækning, så er det lykkedes den her gang for det danske kvindelandshold

Danmark sigter efter OL-mulighed

Efter fredagens lodtrækning er vejen mod dansk succes blevet endnu mere snørklet, erkender Klavs Bruun Jørgensen.

Han er dog urokkelig, når han taler om målsætningen for slutrunden i Japan. Det er top-7, fordi det indløser en billet til OL-kvalifikationsturneringen.

- Én ting er, at hvis vi kommer i top-3 i puljen, som jeg selvfølgelig håber og tror på, at vi kan, selvom at det bliver svært, så kigger vi ind i en gruppe A, som vi skal krydse med, hvor det højest sandsynligt bliver Norge, Holland og Serbien, der kommer med over. Der skal vi jo formentlig vinde minimum én eller måske to af de kampe for at komme i top-7.

Danmark bliver flettet sammen med gruppe A i en eventuel mellemrunde, og den består af Holland, Norge, Serbien, Slovenien, Angola og Cuba.

- Jeg er altid fortrøstningsfuld, og jeg tror også på, at vi har et hold, der kan matche mange af de andre, så det er ikke, fordi vi skal tale os selv ned. Jeg er bare meget bevidst om, at vi i den grad skal kunne være i stand til at stille i stærkeste opstilling og kunne ramme et højt niveau, som man jo skal til et mesterskab, siger landstræneren.

Danmark blev ved det seneste VM i Tyskland nummer seks.

Hele lodtrækningen

Gruppe A

  • Holland
  • Norge
  • Serbien
  • Slovenien
  • Angola
  • Cuba

Gruppe B

  • Frankrig
  • Danmark
  • Tyskland
  • Sydkorea
  • Brasilien
  • Australien

Gruppe C

  • Rumænien
  • Ungarn
  • Montenegro
  • Spanien
  • Senegal
  • Kasakhstan

Gruppe D

  • Rusland
  • Sverige
  • Japan
  • Kina
  • Argentina
  • DR Congo