Sportschef stopper i Ribe-Esbjerg

16x9
Sune Agerschou. Foto: TV 2 SPORT

Sune Agerschou har valgt at stoppe i Ribe-Esbjerg efter ni år i den sportslige ledelse.

Ribe-Esbjerg HH skal finde en erstatning på en af de vigtigste poster i klubbens sportslige ledelse.

Sune Agerschou, som er sportschef og formand for eliteudvalget i Ribe-Esbjerg har efter ni år valgt at stoppe. Det fortæller han til TV 2 SPORT.

- Det har ikke været nogen nem beslutning, men jeg tror, at det er den rigtige, fortæller han.

- Det har været ni medrivende og spændende år på alle måder.

Fortsætter i håndboldsporten

Agerschou overtog jobbet i sommeren 2010, hvor klubben lå i bunden af den næstbedste række. Syv år senere spillede de DM-semifinale og kvalificerede sig til Europa.

- Det har været en rejse med op og nedture som så meget andet her i livet, men de gode oplevelser fylder klart mest. Her tænker jeg ikke kun sportsligt, men også på den menneskelige faktor.

- Jeg er taknemmelig for at have fået lov til at arbejde sammen med og møde så mange fantastiske mennesker i min tid i klubben. Det har været et stort privilegium. Det vil jeg gerne takke for, understreger han.

Det er usikkert, hvad Agerschou skal fremover, men ifølge ham selv fortsætter han i sporten.

- Jeg har gennem længere tid haft et ønske om at prøve andre ting. Blandt andet at prøve kræfter med håndboldsporten uden en fast forpligtelse til en enkelt klub. Den tid er kommet nu, siger han.

Ribe-Esbjerg HH blev i sidste sæson nummer ni i den bedste håndboldrække.