Vestergaard bekræftet i Viborg

16x9

Viborg HK bekræfter, at Jakob Vestergaard er ny træner for dameholdet

Som TV 2 Sporten erfarede allerede i lørdags, bliver det den nuværende assistenttræner Jakob Vestergaard, der i næste sæson afløser Tomas Ryde som cheftræner for Viborg HK's kvinder.

Onsdag bekræftede Viborg således, at Vestergaard, som tidligere har været landstræner i Australien, overtager chefstolen og får den tidligere Viborg-spiller og Skive-træner Mette Klit som assistent.

"Vi har talt med mange emner i ansættelsesprocessen og ser det som særdeles positivt, at den rigtige mand til jobbet allerede befinder sig i huset. Det at kunne rekruttere en topleder indefra ser vi som et stort sundhedstegn og en styrke, idet Jakob på forhånd har et indgående kendskab til klubben og holdet," siger Viborg HK's sportsdirektør Torben Østergaard.

Jakob Vestergaard, der de sidste fire år har siddet på trænerbænken i først Ikast/Bording og siden december 2006 i Viborg HK, ser meget frem til at overtage rollen som cheftræner.

"Viborg HK er en fantastisk klub med en klar strategi og nogle store visioner, som jeg brænder for at være med til at opfylde. Jeg ser masser af muligheder for at udvikle spillerne og spilkonceptet, og jeg tror, jeg er den rette til at gøre det. Jeg kender klubben, jeg kender spillerne, og jeg har nogle klare holdninger til, hvordan Viborg HK skal spille," siger Jakob Vestergaard i en pressemeddelelse.