Officielt: Chebbah til Viborg HK

16x9

Så er det sikkert _ Mouna Chebbah skifter fra Esbjerg til Viborg HK

Som ventet skifter Team Esbjerg-playmakeren Mouna Chebbah fra næste sæson til Viborg HK.

Den 27-årige tuneser får dermed opfyldt drømmen om at spille i Champions League.

"Samtidig kommer jeg til at spille på et rigtigt godt hold med så mange dygtige spillere. Jeg er 27 år og føler, at jeg i år har ramt højdepunktet i min karriere. Hvis jeg nogensinde skal prøve også at vinde noget stort i en klubturnering, skal det være nu," siger Mouna Chebbah, i en pressemeddelelse.

Sponsoren skifter også til Viborg
Det er ikke kun playmakeren, der skifter den jyske vestkyst ud med Viborg Stadionhal. Også sponsoren Det Faglige Hus bytter Esbjergs røde trøjer ud med Viborgs grønne.

Det Faglige Hus og dets forsikringsselskab Fagforsikring har underskrevet en tre-årig aftale med klubbens kvinde- og herrehold.