Wilbek jubler over gyser-sejr

16x9

En svært glad Ulrik Wilbek kan efter afstemningen om værtskabet for herre-EM i 2014 konstatere, at det blev lige så spændende og tæt, som man kunne have frygtet.

Men til håndboldlandstræneren store tilfredshed lykkedes det lige præcis for Danmark at hente flere stemmer end Kroatien og Ungarn. Det danske bud blev valgt med stemmerne 24-22. Ét land stemte blankt, og to undlod at stemme.

- Det holdt meget hårdt. Der skulle jo kun have været flyttet én stemme den anden vej, så havde vi stået fuldstændigt lige. Så det er klart, at vi er lettede og glade nu, siger Wilbek.

Stig og Wilbek
Sammen med Dansk Håndbold Forbunds (DHF) generalsekretær Morten Stig Christensen præsenterede han lørdag formiddag Danmarks bud foran deltagerne på det europæiske håndboldforbunds (EHF) kongres i København.

- Det var to meget forskellige præsentationer. Kroaterne og ungarerne satsede på et meget strømlinet præsentation med video og storskærme, hvor vi mere forsøgte at tale til hjertet. Det er svært at sige, hvem der gjorde det bedst, men når det blev så tæt, så er der måske blevet rykket nogle stemmer i sidste øjeblik, siger Wilbek.

Han har sammen med DHF-toppen arbejdet i mere end et år på at tilrettelægge planen for et dansk EM, men minder dog om, at arbejdet faktisk først lige er begyndt.

Vil Wilbek forlænge?
- Nu er det jo vigtigt, at vi så også gør alle de ting, vi har lovet, blandt andet at afholde workshops og seminarer i perioden op til. Men lige nu vil vi godt have lov til at slappe lidt af, siger Wilbek.

Han tilkendegav inden kongressen, at han gerne vil fortsætte som dansk landstræner, hvis det skulle lykkes at skaffe EM til Danmark. En kontraktforlængelse ligger dog ikke lige om hjørnet.

- Nej, det tager vi hen ad vejen. Det bliver i hvert fald ikke lige nu, siger Wilbek, der indtil videre har kontrakt frem til og med OL i 2012.