Lær det nye landshold at kende

16x9

Hvem er spillerne på det nye danske kvindelandshold? Lær dem lidt bedre at kende ved at klikke her

Der var mange nye navne blandt de spillere, Jan Pytlick søndag præsenterede som det nye landshold.

Sporten.tv2.dk giver dig her et kort oprids af, hvem de 16 spillere er.

Målvogtere:

SANDRA TOFT er blot 21 år, men målmanden har længe været betegnet som et af fremtidens store talenter, og hun får nu virkelig chancen for at vise det. Til daglig spiller hun for Team Tvis Holstebro. (10 landskampe)

LENE RANTALA havde sin debut for landsholdet den 14. februar 1991, og nu vender den 42-årige keeper tilbage til landsholdet. Hun spiller stadig på højeste klub-niveau i norske Larvik. (226 landskampe)

Fløjspillere:

MALENE DALGAARD er en forholdsvis høj venstrefløj på 180 centimeter, der spiller for FC Midtjylland. Hun er 27 år og har trods sin manglende landsholdserfaring masser af rutine fra klubhåndbold. (23 landskampe)

HENRIETTE MIKKELSEN sagde egentlig farvel til landsholdet i 2008, men nu er hun tilbage. Den 30-årige venstrefløj er blandt ligaens bedste, når hun tørner ud for Viborg, og hun har helt sikkert været en vigtig brik for Jan Pytlick i forsøget på at redde landsholdet. (81 landskampe)

CHRISTINA AALING er en 21-årig højrefløj fra HC Odense, der bliver betegnet som et stort talent og har spillet på diverse U-landshold. (0 landskampe)

TRINE ØSTERGAARD er en 19-årig fløjspiller, der til daglig spiller for FC Midtjylland. Hun er et ubeskrevet blad på den store scene, men er et af de talenter, Jan Pytlick taler godt om. (0 landskampe)

ANNE METTE PETERSEN er en ung højrefløj på blot 18 år fra FC Midtjylland, der nu får en unik mulighed for at vise, at hun er så stort et talent, som hun er udråbt til. (0 landskampe)

Stregspillere:

METTE GRAVHOLT er en stregspiller, Jan Pytlick længe har haft et godt øje til, og på søndagens pressemøde fremhævede han specielt hendes offensive kvaliteter. Hun spiller til daglig for Team Tvis Holstebro. (0 landskampe)

KATRINE HEINDAL er en 19-årig stregspiller, der spiller for konkurstruede HC Odense, og hun har spillet et hav af ungdomslandskampe. (4 landskampe)

Bagspillere:

RIKKE SKOV er med sin store rutine den, der skal bærer det unge hold frem. Den 30-årige Viborg-spiller var med til EM i december, hvor hun dog havde problemer med sin skulder. Det er især i forsvaret, at Rikke Skov har sin styrke. (115 landskampe)

MARIA SØRENSEN er en 24-årig venstreback fra FC Midtjylland, der nok aldrig havde drømt om, at hun skulle på landsholdet. Udover at spille for FCM arbejder hun i øvrigt også på klubbens kontor. (0 landskampe)

MATHILDE JENSEN var med til at sikre Slagelse FH oprykning til den bedste liga. Imponerende at en spiller fra den næstbedste række nu har spillet sig på landsholdet. (0 landskampe)

KRISTINA KRISTIANSEN blev skåret fra lige inden EM på hjemmebane, men nu bliver hun en af de bærende kræfter. Den 21-årige playmaker spiller til daglig for Team Tvis Holstebro. (38 landskampe)

SIGNE SJØLUND er hovedsageligt playmaker, og med sine 18 år er hun et stort talent. Hun spiller nu for Roskilde, men fra sommerferien skifter hun til Aalborg DH. (0 landskampe)

LINE JØRGENSEN spillede sig ind i danskernes hjerter ved EM i december, og den hårdtskydende bagspiller på 21-år får nu et ekstremt stort ansvar. Hun spiller for FC Midtjylland. (45 landskampe)

LOUISE BURGAARD en er en 18-årig bagspiller fra KIF Vejen, der knap nok har nået at spille sig på ligaholdet, før hun er kommet på landsholdet. (0 landskampe)