Tvis napper dansk landsholdsemne

16x9

Landsholdsaktulle Louise Burgaard forlader KIF Vejen efter sæsonen

Hun er faktisk kun anden års U18-spiller.

Men Louise Burgaard spiller allerede på førsteholdet i KIF Vejen og bliver ofte nævnt som fremtidens højre back på landsholdet - og nu skifter hun snart klub.

Efter denne sæson siger det 18-årige stortalent farvel til KIF Vejen og goddag til Team Tvis Holstebro, der har skrevet en toårig kontrakt med Burgaard.

Stor succes på ungdomslandsholdene
"Hun er Danmarks største talent på højreback, og at hun allerede som ungdomsspiller har etableret sig i ligaen vidner om et potentiale, der kan bringe hende langt," siger Tvis' cheftræner Niels Agesen til klubbens hjemmeside.

"Hun kan med sin eksplosivitet nemt falde ind i vores hurtige spil, og så kan hendes skud tilføje en dimension til spillet. Desuden er hun en komplet spiller, der kan begå sig i begge ender af banen," siger cheftræneren.

Både ved U17-EM i 2009 og ved U18-VM sidste år blev Louise Burgaard udtaget til turneringens All Star-hold, men hun har endnu sin første A-landskamp til gode.

Med i landstrænerens "lønkonflikt-trup"
Den får hun måske i påsken, for hun var med på det amputede landshold, som landstræner Jan Pytlick måtte udtage under lønkonflikten mellem håndboldkvinderne og forbundet - og derfor er hun også med i den udvidede trup på 27 spillere, der i påsken møder Rusland i to testkampe.

"Team Tvis Holstebro har en rigtig spændende spillestil, som passer rigtig godt til mig. Jeg forventer at få en masser spilletid og udvikle mig som både angrebsspiller og forsvarsspiller og at falde godt ind i den hurtige spillestil, som holdet spiller, siger Louise Burgaard til sin kommende klubs hjemmeside.

Den kommende Tvis Holstebro-spiller har scoret 274 mål i 52 Y-landskampe.