Bjerringbro-Silkeborg får wildcard til Champions League

16x9
Skuffelsen var stor, da BSV tabte til Skjern i DM-finaleserien, men nu har BSV fået en opmuntring i form af et wildcard til Champions League. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det Europæiske Håndbold Forbund har tildelt BSV og to andre hold wildcards til Champions League i næste sæson.

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) skal i næste sæson spille med i mændenes Champions League-gruppespil i håndbold.

Det meddeler klubben, der vandt DM-sølv i den forgangne sæson, mandag på sin hjemmeside.

Det Europæiske Håndbold Forbund (EHF) har tildelt BSV samt polske Wisla Plock og HC Metalurg fra Makedonien wildcards til Champions League.

- Vi er stolte over igen at være i Champions League. Det var sjovt for to år siden, hvor vi spillede os frem til ottendedelsfinalen, og det er betyder meget for vores partnere og tilskuere, at vi kan præsentere europæisk tophåndbold i Jysk Arena.

- Vi glæder os til en ny stor europæisk sæson, siger BSV-cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen.

BSV bliver placeret i enten gruppe C eller D, der begge består af seks hold.

Skjern Håndbolds danske mestre skal spille i enten gruppe A eller B, der hver består af otte hold.