Odense må nøjes med CL-remis mod franske Metz

16x9
Der blev givet og taget, da Odense mødte Metz i Champions League. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Odense Håndbold spillede uafgjort mod Metz efter en flot præstation af keeper Althea Reinhardt.

Odense Håndbold er stadig uden sejr i kvindernes Champions League i håndbold.

Fynboerne kom dog på tavlen med et point, da hjemmekampen søndag mod franske Metz sluttede 19-19 efter stærke keeperpræstationer i begge ender.

Metz fører dermed gruppe A med tre point, mens Buducnost og Larvik følger efter med to point.

Efter nederlaget i den første kamp til Buducnost havde Odense hårdt brug for en sejr på hjemmebane, og det var måske grunden til, at spillet blev lidt forkrampet i indledningen.

Odense var endnu ikke på måltavlen, da træner Jan Pytlick kaldte til timeout efter godt fem minutter, og der skulle gå i alt 7 minutter og 38 sekunder, inden fynboerne første gang scorede ved Nadia Offendal til blot 1-1.

For den gode fynske nyhed var nemlig, at Metz heller ikke havde fået angrebsspillet til at flyde, og i målet tog Althea Reinhardt godt fra.

I de første 20 minutter lå Reinhards redningsprocent på mere end 60, og hun snuppede blandt andet to straffekast og var hovedårsagen til, at Odense på det tidspunkt førte 6-4.

Holdene kom nemmere til målene i de sidste minutter, og særligt Metz. Odense havde fine chancer for at gå til pausen med en føring, men blandt andet en overtalsperiode blev tabt 1-2, og så stod det 10-10 halvvejs.

Det forblev tæt efter pausen. Odense var det meste af tiden en smule foran, men uden at kunne sætte Metz af.

Da Mette Tranborg med ni minutter tilbage bragte Odense foran 17-15, havde man en god fynsk fornemmelse, men Metz responderede med tre mål på stribe, så det stod 17-18.

Blandt andet scorede den stærke keeper Laura Glauser, da Althea Reinhardt ikke nåede tilbage mellem stængerne.

Da kampen gik ind i sine to sidste minutter, var stillingen 19-19. Odense angreb for føringen, og det så ud til at lykkes, men i helt fri position på stregen sendte Kathrine Heindahl bolden langt over mål.

Metz-spillerne var dog ligeså uskarpe i den anden ende, og så sluttede det ganske passende med et point til hver.