Danmark glæder sig over tidlige kampe: - Man er helt groggy

16x9
Mette Tranborg og Anne Mette Hansen ses her under kvindelandsholdets første pressemøde i Nantes. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

I mellemrunden skal håndboldkvinderne ikke spille sene kampe og kan få en normal døgnrytme tilbage.

De danske håndboldspillere ser frem til at komme tilbage i deres normale døgnrytme, når de træder ind i mellemrunden ved EM torsdag.

Ganske usædvanligt er ingen af de tre kampe med dansk deltagelse programsat på turneringens sene spilletidspunkt klokken 21. I stedet spiller Danmark to gange klokken 18 og slutter af klokken 15.45.

- Vi skal lige have tilpasset vores rytme til det nye spilletidspunkt, men det bliver rart at kunne sove lidt tidligere, siger fløjspilleren Trine Østergaard.

Tirsdagens kamp mod Serbien blev fløjtet af omkring klokken 22.30, og det var tæt på midnat, inden spillerne havde overstået medieforpligtelser og været i bad.

Hjemme på hotellet ventede aftensmaden, før spillerne kunne gå op på værelserne og kæmpe for at falde i søvn.

- Det er svært at sove, uanset om man vinder eller taber. Det bliver altid sent, siger bagspilleren Anne Mette Hansen.

- Jeg føler, jeg har været i byen og er kommet hjem klokken fem i morges. Jeg har det, som om jeg har drukket lidt for meget og ikke skulle have taget det sidste shot. Man er helt groggy, forklarer hun.

Derfor er hun også godt tilfreds med at vende tilbage til en mere almindelig rytme, når Danmark torsdag møder Frankrig klokken 18.

- Så kan man komme lidt tidligere i seng og ikke være helt zombie dagen efter, som man er i dag (onsdag, red.), og som jeg var, sidst vi havde spillet den sene kamp, siger Anne Mette Hansen.

Danmark spiller første kamp i mellemrunden mod Frankrig. Den kan ses torsdag klokken 18 på TV 2.