Mikkel Hansen langer ud efter VM-formatet

16x9
Mikkel Hansen mener, at de potentielle 10 kampe på 18 dage ved VM er for mange. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Der bør ændres på det nuværende format i VM-turneringen og i klubbernes Champions League, mener Mikkel Hansen.

Hvis de danske håndboldherrer når frem til finalen ved VM, skal de spille 10 kampe på 18 dage.

I gruppespillet skal Danmark desuden spille to kampe på to dage, og ellers vil der blot være en enkelt dags pause mellem de resterende kampe. Sverige var tidligere onsdag ude med kritik af det komprimerede VM-program, og Mikkel Hansen er enig i kritikken.

- Der bliver spillet ekstremt mange kampe på meget kort tid. Det er en ting, man efterhånden snart må kigge på, siger Mikkel Hansen.

PSG-bagspilleren har i det seneste årti været med til slutrunder hvert år, og det er opslidende både fysisk og mentalt.

- Det handler vel altid om de samme spillere rundt omkring. Spillere, der render rundt i de store klubber og spiller for de landshold, der jagter medaljer.

- Det er de 10-15 procent, som bliver ramt ret hårdt i forhold til at spille alle de kampe, siger Mikkel Hansen og tilføjer:

- For mit eget vedkommende er Danmark nået langt i nærmest hver slutrunde siden 2008. Mere eller mindre. Der har været et år eller to, som har været off. Men vi er trods alt nået i semifinalen hvert andet år.

Også et problem på klubplan

Ud over landsholdet har Mikkel Hansen også oplevet flere og flere klubkampe i den franske liga, de franske pokalturneringer samt i Champions League.

- Rent klubmæssigt har vi skullet jagte sejren hver evig eneste gang i ligaen.

- Og ud over det er der to pokalturneringer og Champions League, så der er ret stor forskel på, om man spiller for et tophold eller et midterhold, som ikke spiller Champions League og ryger tidligt ud af pokalen, siger han.

Mikkel Hansen er heller ikke tilhænger af Champions Leagues Final 4-stævne, hvor fire hold skal spille to kampe på to dage og afgøre det hele.

- Det er vel også en smule ironisk, at man i Champions League spiller en gang om ugen i hele sæsonen, og så når det skal afgøres, skal det ske inden for 24 timer.

- På en eller anden måde er det at lade alt være op til tilfældighederne. Det er en spøjs tilgang til tingene, at der skal spilles så mange kampe på så kort tid som muligt, lyder det fra Mikkel Hansen.

Ikke noget nyt, siger landstræneren

Landstræner Nikolaj Jacobsen har også hørt kritikken, som er tilbagevendende.

- Der er jo ikke noget nyt i det. Selvfølgelig kunne man da godt have ønsket sig nogle flere dage, så VM strakte sig en lille smule længere, når man kan risikere at komme op at spille ti kampe.

- Men der er ikke den store forskel til de andre slutrunder, siger Nikolaj Jacobsen.

Landstræneren, som også er klubtræner for tyske Rhein-Neckar Löwen til dagligt, er tilhænger af flere hviledage under VM, men ser også et vanskeligt dilemma.

- Grundlæggende bliver VM afholdt for hurtigt, men så længe klubberne også fylder så meget, så er det her løsningen. Så jeg ved ikke, om jeg gider at være med til at udøve en kritik, der ikke rigtig hjælper noget.

- Det er, som det er. Og det har været et tema, som har været der, i takt med at Champions League er blevet udvidet.

- Man kan se på slutrunderne, at jo mere trætte, spillerne bliver, jo mere falder niveauet også. Det er selvfølgelig ærgerligt, siger han.

Danmark åbner VM torsdag aften mod Chile klokken 20.15. Kampen kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.