Herning-Ikast slår tyskere med god anden halvleg

16x9
(arkiv) FCMs Helene Fauske Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

De midtjyske håndboldkvinder var bagud ved pausen, men kom tilbage og slog Metzingen i EHF Cuppen.

Herning-Ikast Håndbold kunne søndag sætte yderligere to point på kontoen i EHF Cuppens gruppespil.

Her blev tyske Metzingen besejret med cifrene 31-28. Midtjyderne, der var på hjemmebane, var bagud ved pausen, men fik med en god anden halvleg sikret sejren.

Dermed har Herning-Ikast fire point efter de første tre kampe. Det rækker til en andenplads i gruppe B. Ungarske Siofok fører gruppen med seks point. Halvdelen af kampene er nu spillet.

Det danske hjemmehold fik ellers en skidt start på søndagens kamp og var bagud 4-8 efter 12 minutter.

Men så kom midtjyderne i gang. Kun seks minutter senere stod der 10-8 i dansk favør, efter at Emma Friis og norske Helene Fauske havde lavet tre mål hver.

Tyskerne fandt dog melodien igen, så de kunne gå til pause foran 15-14.

Herning-Ikast fik i anden halvleg hurtigt indhentet Metzingen og lidt til. Efter et lille kvarter gjorde Helene Fauske det således til 22-19, hvilket fik tyskerne til at tage en timeout.

Spilstoppet ændrede dog ikke på, at det danske hold bevarede kontrollen. Med få minutter tilbage fik Metzingen dog bragt forskellen ned på kun et enkelt mål, men Herning-Ikast holdt stand og kunne til sidst række armene i vejret i triumf.