Odense lider første liganederlag efter Tranborg-skade

16x9
Jan Pytlick og Odense Håndbold tabte med tre mål til Aarhus United. Foto: Ritzau Scanpix

Odense uden korsbåndsskadede Mette Tranborg var langt fra topniveauet og tabte for første gang i sæsonen.

Tidligere onsdag kom det frem, at Odense Håndbolds landsholdsback Mette Tranborg havde revet et korsbånd over i knæet og stod foran operation og omkring ti måneders pause.

Måske det sad i hovederne på holdkammeraterne. I hvert fald leverede holdet en af sæsonens dårligste præstationer, og det resulterede i første liganederlag. Aarhus United vandt 27-24 i Odense.

Jan Pytlicks Odense-kvinder ender dog som grundspilsvinder på trods af nederlaget, der kom efter 22 sejre og en enkelt uafgjort indtil videre i HTH Liga-sæsonen.

Aarhusianerne var inden kampen også sikre på en plads i slutspilsvarmen.

I første halvleg var Odense flere gange bagud med et par mål, men det suveræne tophold var trods den noget svingende indsats stærkt nok til at holde sig inde i kampen hele tiden.

Selv med en lang scoringspause i en meget sløj periode på hele ni minutter nåede fynboerne ikke at komme bagud med mere end to mål i de første 30 minutter. Det stod 12-12 ved pausen.

For Aarhus var især den norske venstrefløj June Bøttger og backen Celine Lundbye stærkt spillende. De bød ind med henholdsvis syv og ni mål i kampen.

Aarhus bedst i anden halvleg

De taktiske justeringer, man må formode har været temaet for Jan Pytlick i Odenses omklædningsrum i pausen, havde ikke umiddelbart effekt fra anden halvlegs begyndelse.

Små otte minutter efter pausen bragte Celine Lundbye udeholdet foran 17-14, og den store overraskelse var pludselig ikke så utopisk.

Odense haltede hele tiden efter, men fik kontakt flere gange. Til sidst gik den dog ikke længere.

Med godt syv minutter igen gik Aarhus igen i front med tre mål, og selv om det var tæt på, nåede hjemmeholdet aldrig op igen.

I onsdagens to øvrige kampe endte det med favoritsejre på hjemmebane.

Mestrene fra København Håndbold vandt hele 37-26 hjemme mod TTH Holstebro, mens Viborg heller ikke havde problemer med at slå Ringkøbing 30-22.

Sejren til Viborg betyder, at de grønblusede kvinder blev sikre på en plads i top-8 og dermed adgang til slutspillet.