Skjern slår Celje: Undgår sidsteplads Champions League

16x9
Målvogter Björgvin Gustavsson fra Skjern Håndbold. Foto: Mads Dalegaard / Ritzau Scanpix

Skjern undgik sidstepladsen i gruppe B med hjemmesejren over Celje i Champions League.

Skjern Håndbold snuppede søndag sin tredje sejr i sæsonens Champions League, men den var også betydningsløs, da det allerede efter den forgangne runde stod klart, at holdet ikke kan gå videre.

På hjemmebane rundede mesterholdet gruppespillet fint af med en sejr over Celje, der ligeledes havde udspillet sin rolle.

Skjern vandt med 35-32 over det slovenske mandskab.

Sejren blev grundlagt i en første halvleg, hvor Skjern høvlede bolden i mål efter behag. 20-14 stod det halvvejs.

Anden halvleg var ganske lige, men det danske hold sørgede hele tiden for at holde forspringet komfortabelt, og der var aldrig spænding om udfaldet.

Med sejren slutter Skjern på otte point for 14 kampe og undgår dermed sidstepladsen i gruppe B.

I stedet tager Celje positionen som agterlanterne.

Tidligere søndag missede Bjerringbro-Silkeborg muligheden for at avancere, og dermed bliver ottendedelsfinalerne uden dansk deltagelse.