Danmark tager dobbelt EM-guld i strandhåndbold

Det blev til guld for første gang for både Danmarks herrer og damer ved EM i strandhåndbold.

Danmark hentede søndag to guldmedaljer ved EM i strandhåndbold, der spilles i Polen.

Både det mandlige og kvindelige landshold kan kalde sig europamestre efter finalesejre over henholdsvis Norge og Ungarn.

Det er første gang, at Danmark vinder EM-guld både på herre- og damesiden.

Spænding i kvindernes finale

Kvinderne lagde for ved at besejre Ungarn efter to halvlege, hvor den anden var den mest spændende.

Danmark vandt første halvleg 18-12, mens anden halvleg blev mere lige.

Få sekunder før tid fik Ungarn udlignet til 22-22, men med en afsluttende scoring til ét point fik danskerne også vundet anden halvleg med cifrene 23-22.

Melanie Fuglsbjerg og Danmark triumferede ved EM.
Melanie Fuglsbjerg og Danmark triumferede ved EM. Foto: Uros Hocevar/kolektiff/ehf / Ritzau Scanpix

Sikker sejr til herrerne

Helt så nervepirrende blev herrernes finale mod Norge ikke.

Første halvleg endte 25-18 i dansk favør, og Danmark vandt også anden halvleg, denne gang med cifrene 19-16.

Danmark havde ikke hentet medalje, siden kvinderne vandt sølv og herrerne bronze ved EM i 2013. EM blev dengang afholdt i Danmark.

I strandhåndbold spilles to halvlege af hver ti minutter, og der skal findes en vinder af hver halvleg. Ved uafgjort fortsætter holdene til først scorede mål for at finde en vinder.

Hvis holdene vinder en halvleg hver, fortsætter man til straffekast, hvor hvert hold har fem straffekast.

Scoringer kan give to point, for eksempel hvis en spiller scorer efter at have lavet en piruette eller ved afslutninger bag om ryggen eller mellem benene.