Herlev indgiver protest: 'Ishockeyunionen tillod for mange udlændinge'

Herlev Eagles fra landets bedste ishockeyrække har indgivet en protest, fordi Gentofte Stars har brugt for mange udenlandske spille

Bundproppen i Metal Ligaen, Herlev Eagles, tabte den 29. og 30. december to kampe til Gentofte Stars, men kampene har fået et efterspil, da Herlev har indgivet en protest.

I en pressemeddelelse fremlægger Herlev nemlig et sagsforløb, der må kunne give selv jurister rande under øjnene.

Sagen er ifølge Herlev den, at Gentofte har forbrudt sig mod reglen om maksimalt otte udenlandske spillere på kontrakt samtidig i perioden mellem den 20. november og 29. december 2015.

Mellem den 19. og 20. november ansatte Gentofte angiveligt Francis Verrault-Paul, mens der fortsat var syv andre udlændinge plus en skadet udlænding, Cody Kunyk, på kontrakt. Verrault-Paul afventede her på arbejdstilladelse og spillede sin første kamp for Gentofte den 11. december.

Det skal bemærkes, at Gentofte på intet tidspunkt har spillet med ni udlændinge samtidig, men reglen er den, at det ikke er tilladt at have ni udenlandske spillere på kontrakt samtidig.

Gentofte havde mulighed for at købe den skadede Cody Kunyk ud af klubben og dermed gøre plads til Verrault-Paul, men gjorde det ikke, og ifølge Herlev er ansættelsen af den niende udlænding blevet godkendt af formanden for licensudvalget i Danmarks Ishockey Union (DIU), Enver Hansen.

Derfor kunne Kunyk, der for to år siden spillede i verdens bedste ishockeyliga, NHL, og som regnes blandt de bedste udlændinge i ligaen, gøre comeback den 29. december i Gentoftes kamp mod Herlev Eagles.

- Kunyks kontrakt blev aldrig ophævet, som reglerne foreskriver, og på mærkværdig vis blev han pludselig klar få uger efter den skade, som ellers skulle have holdt ham ude i et halvt år. Det er ikke i orden, at DIU dermed kan påvirke fordelingen af de sidste slutspilspladser, siger Nicolai Flindt, som er formand og sportslig ansvarlig for Herlev Eagles, til TV 2 SPORT.

Gentofte vandt begge kampe mod Herlev. Cody Kunyk lavede to point i kampene - i anden kamp, den 30. december, lavede han assisten til den afgørende scoring tre minutter før tid, hvor Gentofte vandt 2-1.

Kampen om den ottende og sidste slutspilsplads føres lige nu af Gentofte foran Aalborg Pirates og Herlev. Men hvis Herlev får medhold, og Gentofte taberdømmes, vil Herlev faktisk overhale både Aalborg og Gentofte og indtage ottendepladsen i Metal Ligaen.

Men først i den kommende uge vil sagen blive diskuteret på et møde, og indtil da vil formanden for licensudvalget, Enver Hansen, som blåtstemplede den niende udenlandske kontrakt, ikke kommentere på hændelsesforløbet og sagen konkret.

- Herlev har bedt om at få et møde. De har protesteret over de to kampe, som Kunyk var med i, og den protest behandler vi nu i DIU. Vi skal drøfte sagen (i mødet med Herlev, red.), og det gør vi altid i protestsager, hvor vi gerne vil høre begge parter, siger Enver Hansen til TV 2 SPORT.

- Jeg synes lige, vi skal have overstået det møde, før vi melder alt muligt ud, og jeg er faktisk overrasket over, at Herlev nu sender sådan en pressemeddelelse ud. Jeg synes, at mens vi behandler sagen, så skal vi prøve at holde det i det forum, hvor vi har besluttet at holde det.

Mødet holdes i midten af næste uge.