- Noget om figner og miseren i Minsk

Se Danmark-Polen på TV 2 SPORT fra klokken 11:50.

Jeg har et figentræ hjemme i min have.

Og selvom det figentræ står på en lille skråning op ad en bøgehæk i et hjørne af min have på Sydfyn og ikke i en solgryde op mod en sydvendt væg i en lille græsk bjerglandsby, hvor solen banker igennem stort set hele sommeren, så bærer mit figentræ nogle helt fantastiske figner.

Lidt imod alle odds, når man har de danske somre in mente.

Figenmængden betød, at jeg forleden ville forlænge sommerens høst langt ind i den mørke vinter ved lave en marmelade, så jeg stadig i den mørke tid ville kunne nyde smagen af frugten - selv når det ville regne og ruske udenfor, og træet ville stå nøgen uden sine blade.

Ingredienserne var perfekte; de bedste figner på Sydfyn vil jeg helt ublu hævde. Rørsukker af den økologiske slags og naturligvis lidt usprøjtet citronskal og saft til lige at give sødmen et twist modspil til sidst.

Med andre ord: jeg havde ingredienserne til en helt perfekt marmelade.

Tillad mig her at springe i geografien. Fra Sydfyn til Minsk. Og tillad mig ligeledes at skifte emnet. Fra figner til ishockey.

For det danske landshold har i fem dage i Minsk haft de bedste ingredienser til det helt perfekte landshold ved OL-kvalifikationsturneringen i den hviderussiske hovedstad.

Hele arsenalet af NHL-spillere – på nær Lars Eller – var kommet til fra New York, Vancouver, Winnipeg – and you name it.

Aldrig nogensinde før har et dansk ishockeymandskab sat skøjterne på isen med så mange spillere fra den gyldne generation i verdens stærkeste isliga som en del af truppen.

Frans Nielsen, Mikkel Bødker, Frederik Andersen. Tre spillere, der i løbet af sommeren har scoret millioner-kontrakter af en sådan størrelse, at selv spillerne på Åge Hareides landshold vil skele misundeligt mod ishockeystjernernes kontoudskrifter. De kontrakter får man kun, fordi man kan levere varen.

Det kunne ikke gøres bedre. På papiret.

For på isen fungerede det så absolut på ingen måde. To forsmædelige nederlag til værterne fra Hviderusland og et bravt kæmpende og simpelt spillende Slovenien, betyder at vi allerede nu – før søndagens kamp mod Polen - kan konkludere, at dansk ishockey og OL stadigvæk er to uforenelige størrelser. Gylden generation eller ej.

Kun et ord dækker den slags: Fiasko.

Og det er ikke kun os i medierne, der har hevet de store versaler frem og skreget ordet ud på alle tilgængelige platforme.

Spillerne selv er enige. De er ikke bange for at tage F-ordet i deres mund.

Ligesom de heller ikke er bange for at rette pegefingeren mod sig selv, når årsagen til miseren skal findes.

Som Peter Regin sagde til mig: "Når vi spillere gerne vil hyldes, når det går godt, så må vi også tage skylden, når det går skidt."

Respekt for den slags tydelig tale. Og respekt for, at det her hold ikke dukker sig, når de kommer i skudlinjen.

Men det er ikke kun spillerne, der skal stå for skud. Der er også en landstræner, der er en væsentlig del af ligningen.

Inden turneringen sagde landstræner Janne Karlsson til mig, at man kan have meritter så lange som toiletruller, men det intet betyder, hvis man ikke er villig til at levere arbejdsindsatsen på isen.

Den del er det en landstræners opgave at få kommunikeret ud til sine spillere.

Den del lykkedes ikke i Minsk.

Bortset fra første periode mod Hviderusland er det ikke mange minutters ishockey derudover, der har haft den kvalitet, man havde ventet af det her hold. Og da det så begyndte at brænde på, så virkede det som om, at det var hver mand for sig selv. Pludselig var det danske mandskab ikke længere det, der ellers altid har kendetegnet det i den nærmest uendelige række af fine VM-præstationer. Det virkede nemlig ikke som om det danske mandskab var et hold.

Flere spillere forfaldt til at ville tage sagen i egne hænder, så man nærmest forsøgte sig med Playstation-hockey. Jeg tager pucken og ser, om jeg ikke kan ordne det her. Der manglede et vi.

Den del fik Karlsson ikke rettet op på undervejs i kampene. Undervejs i turneringen.

Samtidig var der også valget af at spille testkamp tirsdag i Riga mod Letland og derfra flyve videre til Minsk med sen ankomst in mente. Endda en ankomst, der blev martret af en aldeles usamarbejdsvillig lufthavnsbemanding. Hvor en enkelt mand var næsten to timer om at finde al bagagen frem.

Den beslutning peger tilbage på landstræneren, og den beslutning peger tilbage på unionen.

Man kan undre sig over, når man nu havde en formodning om, at logistikken godt kunne komme til at drille i Minsk International Airport, at man ikke valgte en anden løsning, der ikke indebar en sen ankomst.

Derimod er det svært at klandre den korte forberedelsesfase. Den var som den var.

Men havde Hviderusland ikke bedre forhold op til turneringen? Jo!

Men det bunder i, at den russiske liga, KHL, valgte at tilgodese Dinamo Minsk, så holdet, der bærer stammen af det hviderussiske hold, havde de mest optimale forberedelsesmuligheder.

Reglerne er dog nu engang således, at man første skal frigive spillerne 72 timer før turneringen. Derfor var der også hviderussiske profiler, der først stødte til truppen, efter de var blevet frigivet af deres klubber. Nøjagtig som de danske profiler.

Og selve de danske forberedelsers karakter blev skruet sammen af både union, landstræner og spillerne, så alle var enige om, at det var det bedst mulige med de forhåndenværende forhold.

Summa summarum er, at OL i Korea i 2018 igen bliver uden et dansk hold, og det næsten skete på værst tænkelige måde. Ikke noget med et heroisk og hjerteskærende nederlag af den slags, hvor man kan tage hjem med hovedet højt løftet.

I stedet blev man nærmest skøjtet ud af bagindgangen inden det hele for alvor var kommet i gang. Som en fest, der kulminerer under velkomstdrinken eller en biograftur, hvor traileren før filmen var aftenens højdepunkt.

Det må give anledning til panderynker hele vejen rundt i den triangel, der udgør det danske mandskab. Spillere, union, landstræner.

Derfor bliver det også interessant at finde ud af, hvor evalueringen af miseren i Minsk ender, når landstræneren har indleveret sin rapport og den er blevet behandlet på et fælles møde. Der må findes en årsag, og så må der være noget konsekvens, så man ikke står så forundret og hjælpeløst tilbage, som det til tider har virket her i Hviderusland.

Det er i hvert fald sikkert, at det man oplevede i Minsk ikke må gentages.

Og figenmarmeladen?

Den brændte på, som den slags gør, når man ikke er ordentlig opmærksom. Ikke er over gryden og sørger for at få rørt rundt. Ikke får kælet for de perfekte ingredienser.

Den brændte faktisk så hårdt på, at jeg lige nu kæmper for at få gryden gjort helt ren.

Det vil være skidt, hvis de bedste ingredienser ender med at koste min gode Le Creuset-gryde livet.