Bøjgaard roser dom efter brutal tackling: - Helt fair

Dommen på fire karantænedage er velbegrundet, mener TV 2 SPORTs ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard.

Efter flere dages udskyldelser fik Frederikshavn White Hawks-spilleren Mathias Bau torsdag sin straf for en brutal tackling mod Aalborg Pirates-spilleren Tobias Ladehoff.

Disciplinærudvalget har givet Bau en straf på fire karantænedage, for den skuldetackling, der sendte Ladehoff i isen, efter han havde scoret det afgørende mål i kampen.

Straffen, mener TV 2 SPORTs ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard, er 'fair og velbegrundet'.

- Jeg havde jo sagt, at det kunne bliver alt mellem 2-3 dage og 6-8 dage, og det har været en svær og meget principiel dom for Disciplinærudvalget at skulle afsige, fordi det ikke var en klassisk hockeytackling, mens spillet var i gang, men foregik fem-seks sekunder efter et mål og dermed spilstop, siger han til TV 2 SPORT.

Disciplinærudvalget har valgt at stemple det som en 'inteference'-tackling for at tackle en spiller, der ikke er i besiddelse af pucken. I stedet for en 'checking to the head' (tackling der havde formål at ramme hovedet red.), der ville have resulteret i en hårdere dom.

- Det er helt afgørende. Så faktisk får han kun én spilledags karantæne, men et tillæg på tre dage for at ramme spilleren så mange sekunder efter spilstop, hvor ingen ishockeyspillere er forberedt på en tackling.

Bau har allerede udstået den ene karantænedag, da han ikke var med i Frederikshavns 4-1-sejr på udebane over Odense. 

White Hawks-træner Mario Simioni og spiller David Liffiton fik også matchstraf i opgøret, men de har kun fået én spilledags karantæne.