Landsholdsveteran accepterer straf for hovedtackling: - Ingen grund til at skabe sig

Rungsteds Morten Green blev sendt tidligt i bad for en voldsom tackling i hovedet på Aalborg-spilleren Oliver Anker Christensen.

Ved stillingen 1-5 i tredje periode var al spænding forduftet i ishockeykampen mellem Rungsted og Aalborg, men sjællændernes kaptajn, landsholdsveteranen Morten Green, sørgede alligevel for en anelse dramatik.

Med 10 minutter og 41 sekunder tilbage på uret rettede Green en voldsom tackling mod hovedet på Aalborgs Oliver Anker Christensen, hvilket sendte den 20-årige aalborgenser i isen.

Tackling blev takseret som en 'checking to the head' (tackling mod hovedet, red.) og udløste en stor straf (fem minutters udvisning) plus automatisk game misconduct (personlig straf på 20 minutter, der indebærer bortvisning for ureglementeret adfærd, red.).

- Det er vel egentlig okay. Jeg rammer ham i hovedet, og det er godt nok et hændeligt uheld, men jeg rammer ham i hovedet, og så er det okay at blive smidt ud. Det kan jo være farligt. Det var ikke min mening, men det skete desværre, siger Morten Green, der heller ikke synderligt brokkede sig over straffen.

- Der var ikke nogen grund til at stå og skabe sig der. Kampen var jo også overstået på det tidspunkt. Det var et hændeligt uheld, og der skete heldigvis ikke noget med ham, siger Green til TV 2 SPORT.

En stor straf plus automatisk game misconduct giver ikke karantæne, men Danmarks Ishockey Unions Disciplinærudvalg kan vælge at tage sagen op af egen drift og suspendere Morten Green fra kommende kampe.

TV 2 SPORT forsøger at få en kommentar fra udvalget.