Da legenden trådte ind i omklædningsrummet gik alt i stå

16x9
Frans Nielsen lod sig inspirere af Morten Andersen, og slog igennem i den benhårde amerikanske sportsverden. Foto: TAMI CHAPPELL / Scanpix Danmark

KLUMME: NHL-spilleren Frans Nielsen synes, at Morten Andersen er i samme kategori som Michael Laudrup, Peter Schmeichel og Bjarne Riis.

Sportens stemme

Sportens stemme er danske sportsstjerners direkte talerør ud til de mange fans, der følger dem til daglig.

Emnerne kan være alt mellem himmel og jord, for sport er nemlig mere end resultater og glansbilleder. Der er politik, penge, prestige og mest af alt rigtige mennesker.

Kom tættere på tankerne, følelserne og betragtningerne fra stjernerne, når de skriver klummer på sport.tv2.dk.

Jeg håber folk derhjemme forstår, hvor stort det var, da Morten Andersen blev optaget i NFL’s Hall of Fame. Når man lever herovre i USA, så er man i hvert fald ikke i tvivl. Hockey, baseball og basketball fylder også en del, og spillerne i alle ligaer har status nationalt, men specielt i de enkelte markeder, hvor vi spiller. Hall of Famerne i alle sportsgrene har stor stjernestatus, men NFL er bare et andet niveau, fordi sporten er så kæmpestor herovre. Med afstand den største sportsgren, og den position har NFL været dygtige til at udbygge i de seneste årtier med gigantiske tv-aftaler og en finalekamp af et show, Super Bowl, som hele verden ser. Sådan er det trods alt ikke i de andre store ligaer.

Min daværende holdkammerat Kyle Okposo er fra Minnesota og var ti år, da Morten sendte Kyles yndlingshold Vikings væk fra Super Bowl. Kyle fortalte Morten, at han havde set kampen på tv og græd som en pisket, da Morten ramte sit spark i overtiden.

Frans Nielsen, ishockeyspiller

Morten Andersen er nu for altid en legende i USA. Det er altså rimelig vildt, at være det i et land som det her. Jeg ved faktisk ikke, hvordan man lige sætter ord på og beskriver det, men denne klumme er et forsøg på det, fordi jeg i min tid herovre har fået indsigt i, og en enorm respekt for, hvad han har leveret igennem tre årtier under uhørt pres.

Enormt vigtig for min karriere

Jeg har mødt Morten flere gange, imens jeg har spillet i NHL. Han kom tidligt i min karriere og så en kamp i Atlanta, hvor han bor, og det var hyggeligt at hilse på en midtjyde fra Struer, som jo ikke ligger så langt fra Herning, hvor jeg er vokset op. Da jeg blev født, var Morten ved at forberede sig til sin tredje NFL-sæson, men selvom der er 24 års forskel på os, så er der på en måde også kun de 50 kilometer mellem Herning og Struer imellem os, og han kunne om nogen - og nok den eneste dansker dengang – lære mig, hvad det vil sige som dansk idrætsmand at skulle etablere sig i en amerikansk liga.

”Du er i NHL, så selvfølgelig er du god nok”, sagde Morten til mig dengang

Frans Nielsen, ishockeyspiller

Inden jeg mødte Morten, vidste jeg ikke rigtigt, hvad kickere var for nogle. Efter at have fået indblik i det, må jeg bare sige, at NFL-kickere er under et helt vildt pres, som mange andre sportsfolk ikke er i nærheden af på samme måde. De spiller kun 16 kampe i grundspillet og stort set hver gang kickeren kommer på banen, så er det som en fodboldspiller, der skal sparke straffespark i overtiden af en VM-finale, eller en golfspiller, der putter for sejren på 18. hul.

16x9
Morten Andersen i Atlanta Falcons-trøjen. Foto: MIKE SEGAR / Scanpix Danmark

I NHL er vi da også under pres, og der er store forventninger. Men hvis jeg laver en fejl på isen, så har jeg en holdkammerat, der kan redde mig, eller de fire andre i min kæde kan måske kompensere for, hvis jeg har en dårlig kamp, og jeg kan hjælpe en ung holdkammerat, eller backen redder et pucktab, eller målmanden redder holdet. Morten stod i 25 år alene om at skulle redde sit hold. Selvfølgelig med hjælp fra sin snapper og holder, og selvfølgelig kunne forsvaret stoppe de andre eller angrebet lave nogle flere point. Men der er den forskel, at en kicker bliver fyret, hvis han brænder tre spark i træk. Jeg bliver ikke fyret, hvis jeg skyder over mål, og en quaterback eller receiver bliver ikke fyret, hvis de ikke rammer eller griber. Hvis kickeren brænder et kritisk spark – og dem er der mange af – så kan han godt køre hjem til familien eller ringe til ejendomsmægleren for at overveje næste destination. Det er helt vildt, så stort et pres Morten har leveret under i 25 år, og han ændrede ganske enkelt spillet på sin position i 80’erne og 90’erne. Han var den, der gjorde kickeren til et angrebsvåben i NFL, og det vægter måske mest af alt, når man skal vurdere Hall of Famere.

Han elskede presset

Det, Morten har lært mig mest, er, at have selvtillid. Han vidste godt, han var god. Ikke på en blærerøvsagtig måde, men når han løb på banen, så vidste han, at han var den bedste, og han har fortalt mig om mange store spark, som han mentalt havde lavet i hovedet, før han løb ind på banen og udførte dem. Mest berømt er nok hans spark, der på udebane vandt NFC-finalen i 1999 og sendte Atlanta Falcons i Super Bowl. Han har over et glas rødvin fortalt mig, at han bare vidste, den sad der, og at han slet ikke hørte de 80.000 mennesker, som larmede og buhede på stadion i Minnesota.

Hans psyke og mentalitet er årsagen til hans succes. Han havde et stærkt ben, og han arbejdede hårdt, men det er der mange atleter, der gør. Mortens psyke gjorde ham så god, og er årsagen til, at han kunne håndtere så ekstremt pres i så mange år.

Jeg tror, han kunne lide det pres, og det motiverede ham lidt ekstra. 90 procent af alle kickere ryster jo i afgørende situationer, og mange kan sikkert ikke lide at stå i dem. Det var som om, Morten elskede det, og det siger meget om ham, at han ikke var bange for at fejle.

"Hvilken årgang?"

Jeg tænker også tit på dengang i Kansas City, hvor han blev sendt på banen af coach Vermeil, for at sparke et game winning field goal. På vej ind på banen råbte Vermeil, som selv producerer vin, til vinentusiasten Morten, at han ville få en speciel klassevin, hvis han lavede sparket. Det siger en træner jo ikke til en normal spiller. Hvad svarede Morten? ”Hvilken årgang?”. Og den var god, for sparket sad lige i midten. Fantastisk eksempel på en atlet i balance. Det spark var helt sikkert også lavet mentalt, da han løb på banen.

Selv når man snakker med Morten i dag, kan man mærke, han har selvtillid. Jeg ville ønske, at alle unge sportsfolk eller børn kunne få lov til at snakke med Morten i en time. Han ved, han er god, og han har tunge og sunde værdier. Og så ved han, hvad det handler om, for han har selv været der.

For mig er han nu helt oppe blandt de andre store danske navne som Michael Laudrup, Peter Schmeichel og Bjarne Riis.

Frans Nielsen, ishockeyspiller

Det er guld værd, at få små ting bekræftet eller rettet til, og det hjalp mig at snakke med ham. ”Du er i NHL, så selvfølgelig er du god nok”, sagde Morten til mig dengang, så selvtilliden kan man bruge positivt til 100 procent at forbedre sig hver eneste dag, i stedet for at tvivle på, om man er god nok. En læresætning som mange kan bruge mange steder i livet.

Jeg har fået det ud af at kende ham, at man inde i sit eget hoved altid skal synes man er bedst, og have den selvtillid.

Alle stjernerne sad og måbede, da han kom ind

Noget, der er vildt ved Morten og bekræfter hans status, er, at han stadig fylder ethvert rum, han træder ind i. Så går det også op for én, hvor stort det er, det han har lavet, og hvor meget respekt, han har. For et par år siden besøgte han mig i New York Islanders, og da han trådte ind i omklædningsrummet, gik alt i stå. Mine holdkammerater, som har vundet VM- og OL-medaljer, og er store stjerner i NHL, Canada og USA, skulle hilse på NFL-historiens mest scorende, og der var bare så meget respekt. Min daværende holdkammerat Kyle Okposo er fra Minnesota og var ti år, da Morten sendte Kyles yndlingshold Vikings væk fra Super Bowl.

16x9
Morten Andersen er den mest scorende spiller i NFLs historie. Foto: TAMI CHAPPELL / Scanpix Danmark

Kyle fortalte Morten, at han havde set kampen på tv og græd som en pisket, da Morten ramte sit spark i overtiden. Morten sagde pænt undskyld og de grinede lidt af det, og da vi dagen efter havde Morten med ude at spise med holdet efter kamp, så overrakte Morten Kyle en original trøje, som han havde på den aften, Kyle græd. Morten har fantastisk humor, så han signerede Falcons-trøjen med de 2544 point, som er NFL-rekord, og han skrev i sin personlige hilsen til Kyle: ”Dont cry anymore…”. Under hele middagen sad mine NHL-kammerater med kæben nede på bordet og hørte på Mortens røverhistorier. Et meget godt billede på den respekt, han møder herovre.

Selvfølgelig er jeg påvirket af, at kende Morten, men jeg kender også vilkårene, han leverede under i verdens største sportsmarked. Min pointe er, at jeg håber, vi i Danmark forstår, hvor stor en karriere, han havde i mægtige USA. Jeg elsker næsten al sport, og for mig er han nu helt oppe blandt de andre store danske navne som Michael Laudrup, Peter Schmeichel og Bjarne Riis.