Hockeyens Tour de Smackdown

16x9
Aalborg Pirates har vundet grundspillet og kan vinde pokalen Foto: Jan Korsgaard / Scanpix Denmark

Spænd Hjelmen. Snør skøjterne. Læg an til et slagskud af en afslutning, når TV 2 SPORT lukker grundspillet ned i Metal Ligaen

Tour de Smackdown.

Det er et lånt begreb. Lige listet fra den danske musiker Bisse, der er i gang med en række solokoncerter. Netop under navnet Tour de Smackdown.

Noget den unge musiker åbenbart har mødt på hovedgaden i downtown Frederikshavn i skikkelse af en Skagens Smackdown af den slags, der sender dig til havs.

På TV 2 SPORT er vi også klar til en Smackdown-afslutning på den regulære sæson i Metal Ligaen. Et Smackdown af den slags, der sender dig helt ind på isen tæt på de afgørende kampe og med et trofæ på spil. Et Smackdown med bund i.

Vi sætter nemlig første tackling ind allerede søndag aften, når Rungsted Seier Capital tager imod Aalborg Pirates i den danske pokalfinale.

Det bliver noget af en kamp. To hold, der tørster efter at vinde is-trofæer igen efter lang tids tørke.

Aalborg, der netop har sikret sig førstepladsen i grundspillet, har ikke vundet et trofæ siden pokaltriumfen, dengang hockeyholdet i byen gik under navnet AaB. Det er ti år siden. Og der har været rigtig mange op- og nedture på den nordjyske is. Men efter nedturene begyndte at blive en nærmest kronisk tilstand, så er den nye Pirat-satsning for alvor er ved at lande på isen uden at skride ud.

Titelmulighed skal gribes

Nu kan det krones med en titel. Og titler skal man tage, når man har chancen, for man ved aldrig, hvornår den byder sig igen, chancen. Heller ikke selv om slutspillet ser tillokkende ud, som det ligger og glimter med guldhjelme i den spirende forårssol.

En, der helt sikkert kan tale med om, det er den aldrende Rungsted-kaptajn Morten Green.

Det virker som om, han har været på isen i evigheder. Men problemer i Greens tids-dimension har der ikke været titler. Den første vil han gerne sikre sig i karrierens efterår.

Og det samme vil resten af et Rungsted-mandskab, der i den grad jagter topniveauet. De var der på et tidspunkt i  efteråret, hvor de lignede et hold, man skulle regne med, når der skulle spilles slutspilskampe om adgangen til DM-finaleserien.

Men efterhånden er nordsjællændernes formkurve stagneret i et hockeymæssigt dødvande. Det kan de rette op på i søndagens finale på egen is. Ligesom de med en pokalsejr kan tanke livsvigtig selvtillid på vej ind i kvartfinalerne, der går i luften fra fredag den 3. marts.

Og så er der også lige det med tørken. 2004 var året, da man senest graverede Rungsted ind i et stykke sølvtøj fra Ishockey Unionen.

Vi er selvfølgelig med hele vejen søndag. Helt tæt på. Hele vejen til pokalløftet inde på den glatte overflade.

Brikkerne falder på plads

Det samme er vi tirsdag, når de sidste brikker falder på plads i grundspillet og slutspillet begynder at folde sig ud, når top 4 bliver parret med de fire nederste hold i kvartfinalerne.

Totalt hockey Smackdown.

Vi parkerer vores sendevogn i Aalborgs hockeymekka i Gigantium til kampen mod lokalrivalerne fra Frederikshavn White Hawks.

Gæsterne jagter andenpladsen i grundspillet, men det bliver svært, for Odense Bulldogs kan med en sejr i Herlev sikre sig placeringen som næstbedst. Det ligner ikke en matchbold, som fynboerne sender i nettet.

Men hvis de gør, så er vi også der. Vi tager nemlig og fordeler tre journalister ved tre af de øvrige fire kampe, så vi kan vise de afgørende scoringer – og nok så vigtigt; få de seneste reaktioner.

Derfor er vi også at finde i Esbjerg, hvor vestjyderne efter en miserabel start på sæsonen endelig har fået skøjterne til at glide perfekt. Det betyder Energy-mandskabet med en sejr over Herning kan sikre sig hjemmebanefordelen i kvartfinaleserien med en fjerdeplads.

Og når hele puslespillet er gået op, så er det tid til at vælge kvartfinalemodstandere. Hvor det bliver interessant at høre, hvor mange hold, der har ladet spillerne bestemme, hvem de vil møde. Det sker hos vinderne af grundspillet hos Aalborg Pirates. Det fortalte træner Brandon Reid os i går forud for det intense opgør mod Esbjerg. Ikke en trænerbeslutning, men en spillerbeslutning. De står med opgaven. De skal tage ansvaret. Det er ganske interessant.

Masser af reaktioner

Valget sker i vores rammer i Gigantium, og vi har reporterne ude i hallerne til at få reaktionerne hos de forskellige parter. Med det samme kan vi høre, hvad der bliver sagt til kvartfinale-konstellationerne af dem, det hele handler om – nemlig spillerne.

Så vi har knyttet næven. Vi har spændt knoerne.

Vi er helt klar til et Tour de Smackdown i fuld fart hen over isen.

"En mand må tage det som den kommer

Knytnæver

Smackdowns

Og lussinger"

Fra Bisse til Hockeyens Tour de Smakcdown.