Verdens måske vildeste ishockeykamp: De fleste tilskuere gav op før tid

Mandag aften blev den længste ishockeykamp i historien spillet, da Storhamar og Sparta spillede kvartfinale i den bedste norske ishockeyrække.

8 timer og 32 minutter.

Så lang tid tog det mandag aften at få afgjort kvartfinalen i det norske ishockeymesterskab mellem Storhamar og Sparta.

Det blev til næsten 11 fulde perioder, hvilket svarer til mere end tre ordinære ishockeykampe. Og de 217 minutter og 14 sekunders effektiv spilletid er altså nok til at gøre kampen til den længste ishockeykamp i verdenshistorien.

- Det kan ikke beskrives for nogen, som ikke var her. Det er slet og ret helt sygt, det som er sket, siger Sparta-træner Lenny Eriksson til VG og tilføjer:

- Det er altid surt at tabe, men efter så lang tid er det næsten en befrielse. Drengene var fuldstændigt nedkørte. Vi havde spist al maden, før vi var halvlejs i kampen, og kiosken havde jo udsolgt tilsidst. Så mod slutningen spiste vi alt, vi kunne få fat i - blandt andet noget chokoladekage, vi fik tryllet frem.

Kampen var så lang, at bekymrede borgere i nærområdet begyndte at kontakte den lokale politistation, da deres pårørende ikke var kommet hjem endnu. 

Den hidtidige verdensrekord blev sat den 24. marts 1936 i en kamp mellem Detroit og Motreal, der endte med at være 176 minutter og 30 sekunder lang.

Det var i øvrigt Storhamar, der kl. 02.30 natten til mandag kunne fejre sejren, da Joakim Jensen endelig satte pucken i nettet til resultatet 2-1.

Storhamar-spillerne jubler efter 2-1-scoringen i 11. periode
Storhamar-spillerne jubler efter 2-1-scoringen i 11. periode Foto: TV 2 Norge

Da kampen startede kl. 18.00 var der 5526 tilskuere til kampen, men omkring midnat havde omtrent halvdelen af dem forladt arenaen. Og da kampen skulle ud i 11. periode var der omkring 1000 tilskuere tilbage i hallen.

Men i 11. periode kunne Joakim Jensen altså efter 8 perioders overtid afgøre kampen.

- Allerede i 5. periode var jeg fysisk nede, og derfra havde jeg krampe i lårene hele vejen til slutningen, siger Joakim Jensen til TV 2 Norge og tilføjer:

- Pauserne kom mere og mere til at handle om at holde os vågne og holde gejsten. Vi har spist ti pizzaer og kilovis af pasta, så vi har vel spist to-tre måltider i løbet af kampen.

Storhamar fører nu kvartfinaleserien med 3-2. Der spilles bedst ud af syv kampe. 

Heldigvis kan spillerne slappe lidt af mandag, inden de to hold spiller næste kvartfinale allerede tirsdag aften.

Hvor mange pizzaer mon der skal bestilles?