Herning-profil kritiserer fyret træner for dårlig mandskabsbehandling

Herning-spilleren Lasse Lassen fortæller, at der var nogle generelle værdier under Todd Bjorkstrands ledelse, som han ikke var tilpas med.

Guldet skulle hentes hjem til Heden.

Sådan lød missionen for Todd Bjorkstrand, da træneren blev hentet hjem til Herning Blue Fox inden denne sæson. 

Dog fejlede den, da klubben sluttede som nummer syv i grundspillet og blev sendt ud i kvartfinalen. Den dårligste placering i over 30 år for Herning Blue Fox.

Fredag formiddag tog klubben konsekvensen og fyrede Bjorkstrand. Og ifølge en af Hernings profiler, som var det ikke kun inde på banen, hvor holdet haltede.

- Jeg kan kun snakke for mit eget vedkommende, men der var nogle generelle værdier, menneskesyn og en mandskabsbehandling, som jeg ikke befandt mig særlig godt i. Og jeg er overbevist om, at flere af mine kammerater har delt den opfattelse. Det er nok også en af forklaringerne på, hvorfor der er behandlet på den måde, som der er, siger Lasse Lassen til TV 2 SPORT.

Herning-forwarden understreger dog, at man skal ikke undervurdere de resultater, som Bjorkstrand tidligere har fået med holdet.

- Man skal hylde Todd for det, han har gjort tidligere. Men man skal også vurderes på ens præstationer nu og her, og han har gjort en masse for klubben. Men i sagens natur, så kigger vi på den seneste sæson, og der har han ikke været tilfredsstillende, siger Lassen.

Sønnerne har mistet respekten

Men selvom Lasse Lassen og flere andre spillere har følt, at ledelsen har truffet den rigtige beslutning, så er det ikke alle, der er lige enige. Især ikke Todd Bjorkstrands sønner. De har nemlig udtrykt deres frustration over klubben på Twitter.

- Har mistet meget respekt for Blue Fox. Måske skulle spillerne tage over træner jobbet. 13 mesterskaber og gav altid 100% for klubben, skrev 21-årige Oliver Bjorkstrand.

- Har mistet en hel del respekt for samtlige spillere og personer i Blue Fox organisationen, skrev 24-årige Patrick Bjorkstrand.​

Lasse Lassen kan godt forstå de to sønners frustration, men han siger samtidig, at man skal stole på ledelsen.

- De skal selvfølgelig støtte deres far, og de er forundret over, hvad der er sket. Men ledelsen har truffet den beslutning, som de følte, var bedst. Det er klart, at Patrick og Oliver er kede af det på deres fars vegne, siger han.

- Der er nogle, som kan lide ledelsens beslutning, og så er der nogle, som er mostandere af det. Sådan er det med alle beslutninger, uanset om det er sportsorganisation, eller om det er en almindelig virksomhed.

- Det er klart, når der bliver taget sådan en beslutning, så er der selvfølgelig for og imod, siger Lasse Lassen