- Vi fyrede løgnehistorier af for at komme til VM

16x9
Landsholdsanfører Morten Green spiller i maj sin 19. slutrunde i træk. Foto: JONATHAN NACKSTRAND / Scanpix Denmark

Landsholdskaptajnen Morten Green spiller i maj sin slutrunde nummer 19 i karrieren - efter en sæson, der startede med karrierens største nedtur.

Morten Green sidder i omklædningsrummet med skuffelse og tomhed som de altdominerende følelser. Han kan kigge sig omkring og se en perlerække af danske NHL-spillere, der dannede grundlaget for det største håb nogensinde om dansk deltagelse ved de olympiske lege i ishockey.

Femte OL-skud for Green. Femte forbier. Nederlaget den 2. september sidste år til Slovenien har sendt Danmark endegyldigt ud af spillet om de historiske første billetter til OL. Efter lidt tid taler den mangeårige kaptajn til sine medspillere. Det eneste, han siger, er, at det er hans og spillernes egen skyld. Ingen undskyldninger. Ikke godt nok.

Jeg var fuldstændig tappet for energi, da jeg kom hjem derfra. Det var svært at overskue, hvordan man skulle komme videre med sæsonen derfra

Morten Green

Mens de fleste andre kan få chancen igen, måtte den dengang 35-årige landsholdsveteran sande, at han aldrig nåede det forjættede land, OL.

- Vi var alle sammen skuffede, men jeg tror ikke, nogen var ligeså skuffede, som han var. Landsholdet er hans barn på en måde. Han vidste jo godt, det var hans sidste chance, siger den tidligere NHL-spiller Peter Regin, der var en del af fiaskoen.

At det danske ishockeylandshold i år 2016 overhovedet skulle være svært skuffet over en glippet kvalifikation til OL, havde Morten Green næppe forventet, da han 17 år tidligere fik slutrundedebut.

Landsholdet kom før klubkarrieren, så hvis klubben sagde, man skulle blive hjemme, fyrede man en løgnehistorie af og rejste alligevel

Morten Green

18 år gammel havde Green med 42 point i 40 kampe for Rungsted Cobras i den danske liga overbevist den svenske landstræner Jim Brithén om, at han skulle med ved B-VM. Det var dengang, Danmark aldrig havde været bedre end en plads i B-rækken.

Udlandet var også blevet overbevist. Han skiftede til svenske Leksand og startede et udlandsophold, der endte med at strække sig over 16 sæsoner.

18-årige Morten Green.
18-årige Morten Green. Foto: Scanpix

Men én ting har altid været vigtigere for Morten Green: landsholdet. Han har slået rekorden for flest landskampe, rundede 300 kampe sidste år og har spillet 18 slutrunder. I træk.

- Jeg er opvokset i en generation, hvor man satte landsholdet før alt andet. Det kom før klubkarrieren, så hvis klubben sagde, man skulle blive hjemme, fyrede man en løgnehistorie af og rejste alligevel. Det var den måde, vi gjorde det på. Min generation af landsholdsspillere er også privat nogle af mine nære venner. Hver gang, vi skulle af sted med landsholdet, var det bare noget af det fedeste, vi vidste, for vi skulle være sammen med hinanden, siger Morten Green.

Oprykningen er stadig det største

Morten Green har nået flere store milepæle sammen med landsholdet, som siden 2003 har været fast inventar i A-rækken.

To gange, i 2010 og 2016, er Danmark gået videre og har nået sensationelle kvartfinaler. Sensationelle, fordi Danmark med 27 ishockeyhaller og knap 5.000 spillere logisk set ikke burde tilhøre verdens top-8. Til sammenligning har giganten Canada over 3.000 haller og 640.000 spillere.

Han møder altid op, så hvorfor skal vi andre så tage friuger engang imellem? Han har altid prioriteret landsholdet på samme højde som sin klub. Det får han stor respekt for

Peter Regin, landsholdsspiller

Men kvartfinalerne står ikke som det største og bedste landsholdsminde for Morten Green.

- Det var, da vi rykkede op i A-gruppen. Det var mere eller mindre ti dages eventyr, vi var igennem. Mange af os drenge, der var med til at bære landsholdet gennem mange år, var rigtig unge dengang. Vi var bare en flok unge drenge, der tog af sted, og ingen regnede med os. Så gjorde vi bare det, ingen andre havde præsteret før, siger Morten Green.

Det var ellers et kraftigt svækket landshold, der rejste til B-VM i 2002. Store og bærende profiler gennem mange år som Heinz Ehlers, Jens Nielsen, Jesper Duus havde meldt afbud.

Tilbage var en flok stærke, men unge spillere under 25 år. Peter Hirsch, Kim Staal, Thor Dresler, Daniel Nielsen og selvfølgelig 21-årige Morten Green. De drog til Ungarn uden forventninger. For at vinde B-VM og dermed sikre den første oprykning for dansk ishockey nogensinde skulle Norge og værterne fra Ungarn besejres.

Norge var presset til at gå efter sejren i fjerde gruppekamp, så ved stillingen 3-3 i tredje periode blev målmanden taget ud af målet. Med 15 sekunder tilbage fik Morten Green fat i pucken. Han tog chancen helt nede fra baglinjen. Og scorede. Med sejren over Norge kunne Danmark vinde B-VM med uafgjort i gruppefinalen mod Ungarn.

En spændingskurve som i Norge-kampen er umulig at lave, for danskerne bankede ungarerne med 6-2. Ekstatiske spillere stormede på isen, modtog trofæ og medaljer. Der var blevet skrevet dansk ishockeyhistorie.

- Siden er vi aldrig rykket ud, hvilket er en endnu større bedrift end at rykke op, men den VM-turnering var bare en oplevelse sammen med nogle af mine mest nære venner. Det er en oplevelse, vi ofte snakker om og tænker tilbage på med stor glæde og en vis form for stolthed, siger Morten Green.

Indstillingen smitter af

En oplevelse sammen med drengene, vennerne. Det er iøjnefaldende, hvor lidt triumferne egentlig fylder, når Morten Green skal sætte ord på sin landsholdskarriere.

Når man kommer af sted med landsholdet, får man lov til at være en dreng igen

Morten Green

18 år i træk er han draget i træningslejr i en omkring måned og spillet to ugers VM-slutrunde. Motivationen har aldrig manglet, og det har han ladet smitte af på sine medspillere, som med tiden naturligt er blevet skiftet ud ad flere omgange. Green er skøjtet videre og blevet landsholdets anfører.

- Det er sgu meget fedt, at der er den indstilling. Det, tror jeg, smitter af på resten. Han møder altid op, så hvorfor skal vi andre så tage friuger engang imellem? Han har altid prioriteret landsholdet på samme højde som sin klub. Det får han stor respekt for, siger Peter Regin, der er blandt de mest rutinerede spillere på landsholdet trods sine fem år færre på bagen end Green.

- Selvfølgelig er der det sportslige i det, men jeg tror også, det er det sociale i det. Han er ligesom rygraden på landsholdet og har været det gennem de sidste mange år. Jeg tror, det er gruppen, der motiverer ham til at blive ved.

Green kan bare ikke holde sig væk fra landsholdet.

Han fremhæver godt nok kæresten Malene og få skader som værende blandt de væsentligste faktorer, der har tilladt ham at blive ved og ved i snart 20 år, men det er også den helt særlige stemning blandt gruppen af spillere, der fungerer som Greens motor.

- Miljøet, der har været på landsholdet gennem alle årene, har jeg altid elsket. Når man kommer af sted med landsholdet, får man lov til at være en dreng igen. Den seriøse hverdag forsvinder lidt i baggrunden. Det er ikke kun mig, der elsker det. Det gør mange af de andre drenge også. Der er altid en fantastisk stemning, når vi er af sted. Det er rigtig, rigtig sjovt.

OL-fiasko satte overvejelser i gang

Men sjovt var det altså ikke i starten af september sidste år, da landsholdet missede en gylden mulighed for at komme til OL.

Et eller andet sted betyder det sgu mere for mig, hvordan folk husker mig som menneske, end hvordan de husker mig som ishockeyspiller

Morten Green

Kvalifikationen lå i starten af sæsonen. Normalt er det sådan, at skuffelser kan skylles ned med en ferie eller pause, fordi de vigtige slutspilskampe og VM-slutrunder ligger i slutningen af sæsonen. Her var der ingen kære mor. Morten Green måtte grave dybere end nogensinde for at bevare motivationen.

- Jeg var fuldstændig tappet for energi, da jeg kom hjem derfra. Det var svært at overskue, hvordan man skulle komme videre med sæsonen derfra. For at være helt ærlig føltes det bare, som om man skulle gå på sommerferie. Her var det bare tilbage og op på hesten igen, og det var sgu svært, siger Morten Green.

Fiaskoerne 2-5 mod Hviderusland og 0-3 mod Slovenien betød en knækket drøm om OL, og for mange havde det sikkert medført overvejelser om et landsholdsstop efter så mange år.

Men nej; ikke i hans tilfælde. Han vidste, at slutrunde nummer 19 skulle med.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at det satte overvejelser om fremtiden i gang. En OL-deltagelse havde jo gjort det fuldstændig naturligt at fortsætte, men der var aldrig nogen tvivl om, at jeg ville fortsætte og spille VM i år.

A-VM næste bliver spillet i Danmark for første nogensinde, og her kan Morten Green altså holde slutrundejubilæum. Hvis han da fortsætter. For Green understreger, at et VM på hjemmebane ikke er dét, der holder ham kørende.

- Min motivation for at spille VM i år har ikke noget at gøre med VM næste år. Det er selvfølgelig en kæmpe, kæmpe ting. Da jeg startede på landsholdet, var det næsten utænkeligt, at vi bare skulle rykke op i A-gruppen – og endnu mere utænkeligt, at der skulle være et A-VM på hjemmebane. Det bliver en oplevelse for alle, men det har ikke noget med min personlige motivation at gøre.

For at binde en knude på pointen om, at resultaterne ikke har betydet ligeså meget som det sociale for Green, så er hans personlige meritter - såsom et jubilæum og VM i Danmark - ikke det, han vil huskes for.

- Et eller andet sted betyder det sgu mere for mig, hvordan folk husker mig som menneske, end hvordan de husker mig som ishockeyspiller. Det er altid den måde, jeg har drevet min karriere på

VM spilles fra den 5. maj og kan ses på TV 2 SPORT