Blev ramt på munden af puck: Stortalent ude af truppen kort før VM
19-årige Mathias From pådrog sig en mild hjernerystelse og fik slået fire tænder løs i lørdagens VM-test mod Finland.
Der var masser godt nyt for det danske ishockeylandshold efter VM-testkampen mod Finland lørdag.
Efter tre testkampe uden scoringer kom danskerne på tavlen, og som om det ikke var nok, vandt Danmark for anden gang nogensinde over de finske VM-sølvvindere.
Men der er blevet tilføjet et minus til sejren. Kort inde i anden periode blev stortalentet Mathias From nemlig ramt af en puck på munden og måtte groggy forlade banen, hvor han ellers var startet i den danske førstekæde.
- Jeg slog fire tænder løs og fik en mild hjernerystelse. Derfor kan jeg ikke være med i denne uge, siger Mathias From til TV 2 SPORT.
Han håber dog stadig på at være i spil til VM, som starter den 5. maj.
- Det er op til Janne (landstræner Jan Karlsson, red.), men jeg håber da på at kunne komme tilbage i næste uge og kæmpe med om en VM-plads.
Mathias From spiller til daglig i den svenske klub Rögle. Han blev sidste år draftet af NHL-holdet Chicago Blackhawks.
I hans sted har 25-årige Phillip Bruggisser fået chancen for at spille sig til en plads på VM-holdet.
Bruggisser var søndag med til at spille DM-guldet hjem for Esbjerg Energy.
Mandag stødte Nikolaj Ehlers, Frederik Storm, Nichlas Hardt og Patrick Russell også til truppen, mens Nicholas B. Jensen vendte tilbage, efter at han i sidste uge blev far.
Landsholdet spiller torsdag og lørdag mod Norge.
Torsdagens kamp (kl. 19:30) sendes på TV 2 PLAY, mens lørdagens kamp (kl. 15:00) også kan ses på TV 2 SPORT.