- Sverige føler, de er noget bedre end os på alle parametre

Søndag er der nabobrag i VM's gruppe A mellem Danmark og Sverige.

Danmark har brug for et mirakel af de store, når det søndag gælder møder med Sverige.

Aldrig nogensinde har Danmark slået svenskerne, og der skal en sejr til - endda i ordinær spillertid - hvis den matematiske chance for en VM-kvartfinale skal holdes i live.

Og den indbyrdes statistik fortæller også noget om svenskernes syn på Danmark, mener veteranen Morten Green.

- Sverige føler i hvert fald, at de er noget bedre end os på alle parametre. Det skal de vel egentlig også føle. Det er klart storebror i ishockeysporten, men der er 60 minutter at spille, og vi skal i hvert fald ud og give det chancen med alt, vi har, siger han til TV 2 SPORT.

Danmark har fået meget bedre styr på spillet i de sidste to kampe mod Rusland og Tyskland efter nogle kampe i starten, hvor danskerne lavede mange fejl og blev straffet hårdt.

Omvendt startede Sverige turneringen godt med point mod Rusland og storsejr over de tyske værter, men har siden skrantet gevaldigt.

- Jeg tror, de kommer utroligt stærkt ud. Det har de gjort i andre kampe, så kan vi lige klare stormen og holde os fra udvisningsboksen, tror jeg bestemt på vores muligheder senere i kampen, siger Danmarks målmand Sebatian Dahm.

Svenskerne har fået stor forstærkning til mødet med Danmark i form af NHL-målmanden Henrik Lundqvist fra New York Rangers, der røg ud af slutspillet forleden.

Men Danmarks med afstand mest spillende spiller ved VM, Jesper B. Jensen, tror på, at der kan ske noget stort.

- Det bliver en stor opgave. Svenskerne er et historisk stærkt hold, og nu har de lige fået en udmærket målmand ind også, så vi får nok at se til. Men det kunne være sjovt at drille dem og lave en lille sensation, så vi glæder os, siger han.

- Vi har bygget godt på de seneste par kampe, og vi glæder os til at lave en overraskelse.

Kampen spilles søndag aften klokken 20:15 og kan ses på TV 2 SPORT.