Ekspert vurderer: Giganterne slår til i VM-kvartfinalen

De helt store ishockeynationer skal forvente at komme under pres, men ekspert Lasse Degn forudser alligevel, at de ender i VM-semifinalen.

Følg VM-kvartfinalerne på TV 2 SPORT fra kl. 16.10

Stemningen var ikke til at tage fejl af, da de tyske helte på hjemmebane vandt efter straffeslag og spillede sig videre til VM-kvartfinalen mod Canada.

I aften kan scenariet på tribunen meget vel blive den samme, når det forventes, at LANXESS Arena proppes med 18.500 feststemte tyskere, der er klar til at heppe på deres helte. Men VM-drømmen kan meget vel stoppe i aften, hvis man spørger TV 2 SPORTs ishockeyekspert Lasse Degn.

- Tyskland har spillet en rigtig flot turnering og kom super fra start ved at slå amerikanerne og fik på den måde hele hjemmepublikummet med sig. Men de er oppe imod et meget stærkt canadisk hold, som vandt sin pulje.

- Canada må siges at være klare favoritter, men man ved aldrig i LANXESS Arena med 18.500 menneskers opbakning, så kan det være, de kan lave miraklet. De har fået deres unge supertalent hjem fra NHL og fået en NHL-målmand med. Det hele skal virkelig flaske sig for Tyskland, hvis det skal lykkes, vurderer han.

For selvom alle hold på nuværende tidspunkt har tabt en kamp i turneringen, så forventer Lasse Degn, at de helt store nationer finder rette niveau frem, når det for alvor gælder i en VM-kvartfinale.

- Jeg forventer, at USA efter nogle meget flotte præstationer slår et svagt finsk hold og går videre. Så tror jeg, at russerne slår Tjekkiet. De har set meget stærke ud, og jeg tror ikke, at tjekkerne har det, som amerikanerne for eksempel kom med mod Rusland i tirsdags – intensiteten og fysikken.

Hvis der skal findes en overraskelse i de fire kvartfinaler, så kan den meget vel involvere vores svenske naboer, vurderer Lasse Degn. For ham er det nemlig Sveriges kamp mod Schweiz, der er mest åben.

- Svenskerne kommer med et meget stærkt NHL-hold, men schweizerne har holdt et højt bundniveau og været dygtige på skøjterne. Jeg tror, de kan spille med, og svenskerne mangler altså lidt. Sverige har ikke ramt niveauet endnu, selvom de må formodes at gå videre, tilføjer Degn.

Du kan se alle fire VM-kvartfinaler på TV 2's kanaler. Herunder får du oversigten:

  • 16.15: USA-Finland: TV 2 SPORT
  • 16.15: Rusland-Tjekkiet: TV 2 Play
  • 20.15: Tyskland-Canada: TV 2 SPORT
  • 20.15: Sverige-Schweiz: TV 2 Play