Pittsburgh Penguins vinder Stanley Cup med sene mål

16x9
/ Foto: Patrick Smith / Scanpix Denmark

Ishockeyspillerne fra Pittsburgh slog til, da der resterede 85 sekunder af kampen mod Nashville Predators.

Pittsburgh Penguins vinder for andet år i træk den nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Tidligt mandag morgen dansk tid vandt holdet på udebane 2-0 mod Nashville Predators. Det var holdets fjerde sejr i finaleserien, som Pittsburgh dermed vinder 4-2.

Det er første gang i næsten to årtier, at et hold vinder Stanley Cup-trofæet to år i træk.

Kampen blev afgjort med under to minutter tilbage.

De første to perioder var endt uden mål, men med 85 sekunder tilbage lykkedes det for Patric Hornqvist at få hul på bylden. Og 14 sekunder før slutfløjtet gjorde Carl Hagelin det til 2-0 for Pittsburgh.