Dagen før sæsonstart: Ligaklub får pointstraf for økonomisk rod

16x9
Herlev skal kæmpe ekstra hårdt om pointene i denne sæson. Foto: Jan Korsgaard / Scanpix Denmark

Efter en økonomisk rekonstruktion er Herlevs ishockeyherrer fratrukket fire point inden sæsonstarten fredag.

Allerede inden første puck kastes fredag i Metal Ligaen, så har Herlev Eagles indtaget en kedelig 11. plads med -4 point.

Straffen kommer som følge af, at klubben for en uge siden meldte ud, at de var nødsaget til at søge om en rekonstruktion ved Sø- og Handelsretten for at redde sig. Det skriver Danmarks Ishockey Union.

- Herlev Eagles meldte i august måned ud, at klubben var under økonomisk rekonstruktion. Denne rekonstruktion er nu sat i værk og accepteret af DIU's licensudvalg, der til gengæld - i henhold til turneringsparagrafferne (KAP. II - DIU's medlemmer §5) - trækker Herlev fire point i tabellen. Det betyder, at Herlev Eagles altså løber på isen til første turneringskamp fredag med minus fire point.

Klubben beskrev videre, hvordan de var 'økonomisk udfordret af svingende sponsoraftaler og sportslige resultater de seneste år.' Derfor indebar redningen, at de var blevet enige med kreditorerne om kun at modtage 25 procent af deres tilgodehavender.

- De almindelige kreditorer i Herlev Eagles har sammen med Danmarks Ishockey Union allerede tilkendegivet at ville støtte op om en redningsaktion af Herlev Eagles. Klubben er samtidig i en positiv dialog med Skat for gennemførelse af den endelige rekonstruktion, oplyste bestyrelsesformand Nicolai Flindt i sidste uge.

Skidt start på sæsonen

Det er første gang nogensinde på ligaplan, at den bedste række gennemføres med 11 hold, efter Hvidovre Fighters inden sæsonen blev indlemmet inden denne sæson. Det betyder også, at turneringen er udvidet til 50 kampe i grundspillet, hvor klubberne mødes fem gange indbyrdes.

Herlev var umiddelbart udset til at kæmpe med om de nederste pladser i tabellen, hvor kun nummer 11 ryger helt ud efter de første 50 kampe. Nummer 7-10 mødes derimod i et såkaldt 'play-in', og nu bliver kampen for en god placering endnu større. Det vurderer TV 2 SPORTs ishockeyekspert Jimmy Bøjgaard:

- Det er en rigtig skidt start, og det kan godt få afgørende betydning. Det er fire point, man i Herlev vil tænke på hele sæsonen, men alligevel vil jeg vurdere, at Herlev ender med at rykke forbi Hvidovre i tabellen, der umiddelbart vurderes som det svageste hold.

- Omvendt ved vi ikke helt, hvor vi har Hvidovre, da det er deres første år i ligaen, og det bliver spændende at se, hvad de kan levere. De fem indbyrdes opgør mellem Herlev og Hvidovre bliver i den grad afgørende nu, siger Jimmy Bøjgaard.

Ishockeykommentator: Herlev er sluppet billigt

Det er ikke første Herlev har store økonomiske problemer kort før sæsonstart. I 2009 måtte daværende Herlev Hornets trække sig blot to dage før sæsonstart, da de ikke kunne skaffe de forventede sponsorindtægter.

Derfor overrasker det Jimmy Bøjgaard, at klubben nu igen har problemer helt op til sæsonstart. Specielt når Metal Ligaen er en lukket liga, hvor der netop værnes om, at klubberne skal have styr på tingene for at være med.

- Herlev rimer på rodebutik, og de skal virkelig til at have styr på tingene. For mig at se skal de virkelig være glade for, at de slipper med minus fire point. Det her er den mildeste straf, for det kunne godt forsvares, hvis de var smidt ud af ligaen.

- Når de samtidig køber ind og forstærker sig op til sæsonen, så er det lidt uforståeligt, der stadig ikke er styr på det økonomiske, tilføjer Bøjgaard.

Klubben løber på isen til første turneringskamp fredag hjemme mod Hvidovre Fighters.