Dansk jubel over ny assistent: - Det kan ikke blive bedre

16x9
Morten Green (midterst) jubler over tilgangen af Heinz Ehlers til den danske lanbdsholdsstab. Foto: ARND WIEGMANN / Scanpix Denmark

Landskamprekordholderen Morten Green er begejstret over ansættelsen af lamdsholdslegenden Heinz Ehlers som offensive coach på det danske landshold.

Det vækker jubel, at Heinz Ehlers torsdag er blevet tilknyttet det danske landshold som assistenttræner frem mod VM.

For det ville nærmest være umuligt for Danmarks Ishockey Union at hive et bedre navn op af hatten end den 51-årige cheftræner fra den schweiziske liga. Det mener landskamprekordholderen, Morten Green, i hvert fald.

- Jeg kan ikke tænke mig et mere perfekt navn end Heinz, siger Morten Green til TV 2 SPORT.

- Det er perfekt med en dansker i trænerstaben på et dansk landshold, og det kan ikke blive bedre end Heinz Ehlers.

Morten Green, der stoppede på landsholdet efter VM i Køln i foråret, glæder sig til at se et landshold nyde godt af at arbejde sammen med en kapacitet på det offensive område. Lige præcis det, der bliver Heinz Ehlers' arbejdsområde.

- Han har en unik spilforståelse. Både da han selv var spiller, og som træner. Han var vel en af de mest smarte spillere - ikke bare i Danmark, men i hele Europa, da han selv var spiller. Han var som spiller en kapacitet i overtal og undertal, og jeg er overbevist om, at han kommer til at betyde rigtig, rigtig meget for special teams på det danske landshold, vurderer Morten Green.

Han er heller ikke i tvivl om, at der kommer til at sidde et landshold med store ører, når Heinz Ehlers tiltræder i jobbet og kommer med sine input.

- Han er et stort navn, der kommer ind ad døren med masser af pondus. Han er en af de største i dansk ishockey nogensinde, og han kommer til at have spillernes respekt fra dag ét.

Samtidig mener Morten Green også, at tilknytningen af en tredje træner - som supplement til landstræner Janne Karlsson og assistent Tomas Jonsson - var en nødvendighed for et dansk landshold.

- Det er en rigtig, rigtig god idé med en tredje træner. Jeg tror, vi var de eneste i VM-turneringen, der kun havde to trænere på bænken. Der er så mange detaljer i moderne ishockey, at det er næsten umuligt at nå hele vejen rundt, siger rekordholderen og sender en cadeau i retning af sportschef Jesper Duus.

- Det her er vel det første store resultat af, at Jesper er kommet ind. Jeg synes, det var en god løsning, da man hentede ham ind til at være sportschef. Han er også en mand, der nyder stor respekt.

- Jesper kender Heinz fra sin tid som spiller, og derfor ved han lige præcis, hvem det er, han har hentet ind i landstrænerstaben.