Dansker blev kampens spiller i snæver Capitals-sejr

16x9
Lars Ellers scoring blev kåret til kampens højdepunkt. Foto: Patrick Smith / Scanpix Denmark

Washington Capitals med Lars Eller i truppen vandt på straffe over Boston Bruins efter tre nederlag i træk.

Den danske ishockeyspiller Lars Eller leverede en fornem præstation, da han sammen med sit hold, Washington Capitals, natten til fredag vandt efter straffeslag over Boston Bruins i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Eller scorede således en enkelt gang og lagde også op til et mål i nattens opgør. Han blev desuden kåret til en af kampens tre bedste spillere.

Nattens Capitals-sejr var tiltrængt efter tre nederlag i træk.

På trods af den seneste stime ligger Capitals dog stadig rigtig godt til i Eastern Conference. Holdet har nu 49 point efter 39 ud af sæsonens i alt 82 kampe. Det rækker til en foreløbig tredjeplads.

Boston Bruins ligger nummer seks i konferencen med 46 point.

I nattens kamp stod Lars Eller for hjemmeholdets første scoring, da han reducerede til 1-2 cirka midtvejs i anden periode. Lars Eller fik fat i pucken cirka midt for Bruins' mål, og herfra bragede han resolut pucken ind bag Bruins-målmand Anton Khudobin.

Senere lagde Eller op til Capitals' udligning til 3-3 i tredje periode, hvilket også var resultatet efter ordinær spilletid. 

Dermed skulle kampen afgøres i overtid. Her var Lars Eller tæt på at afgøre sagerne med en scoring, men denne gang var Anton Khudobin på plads i Bruins-målet.

I den efterfølgende straffeslagskonkurrence viste Capitals-stjernen Alex Ovechkin sin klasse, da han som den eneste omsatte sit forsøg til scoring.

Der var også sejre til de øvrige danskere, der var i NHL-aktion natten til fredag.

Målmand Frederik Andersen måtte ganske vist lade fire pucke passere og blev noteret for en halvlunken redningsprocent på 88,24. 

Men han kan glæde sig over, at Toronto Maple Leafs alligevel vandt en sikker 7-4-sejr ude over Arizona Coyotes.

San Jose Sharks med Mikkel Bødker og Jannik Hansen på holdet vandt for tredje kamp i træk, da Calgary Flames blev slået 3-2 efter en afgørelse på straffeslag.

Ingen af de to danskere noterede sig for mål eller assist i sejren.