Odense fyrer stor profil efter 'episode ved en træning'

Odense Bulldogs ser ingen anden mulighed end at ophæve kontrakten med Anthony Camara.

Ishockeyklubben Odense Bulldogs har med øjeblikkelig virkning ophævet kontrakten med en af holdets profiler, Anthony Camara.

Bestyrelsesformand Henrik Benjaminsen fortæller til klubbens hjemmeside, at det sker efter en episode ved en træning.

- Anthony Camara har i forbindelse med episoden forbrudt sig imod normerne for god opførsel. Dette er ikke foreneligt med at være ansat som ishockeyspiller i Odense Bulldogs, og Odense Bulldogs har ikke haft anden mulighed end at ophæve kontrakten, lyder det fra bestyrelsesformanden.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Henrik Benjaminsen, men han ønsker ikke at uddybe den præcise årsag til, at klubben har ophævet kontrakten.

Anthony Camara kom til Odense i august, og siden har han spillemæssigt været en stor profil for klubben - når han vel at mærke har været på isen. Canadieren har lavet hele 37 point i 27 kampe, men trods det imponerende snit har han også formået at skabe en række kedelige overskrifter. 

Den første kom allerede efter premierekampen, hvor han fik matchstraf for en crosschecking mod hoved- og halsregionen på Aalborgs Kristian Kodal. I et spilstop bankede han simpelthen bare til sin modstander, hvilket udløste en karantæne på fem dage.

Derudover topper Camara ligaens liste over udvisningsminutter. Canadieren har afsonet 114 minutter i straffeboksen, og han er faktisk den eneste spiller i ligaen, der har fået over 100 udvisningsminutter. I den forbindelse er det værd at nævne, at han på grund af sin lange karantæne i starten af sæsonen har spillet færre kampe end flere af de andre spillere.