Modstander hylder Andersen efter pragtkamp: - Jeg er meget imponeret

16x9
Frederik Andersen stod gang på gang i vejen for gæsternes afslutninger. Efter kampen blev han rost af spillere fra begge hold. Foto: Dan Hamilton / Ritzau Scanpix

Frederik Andersen blev kåret som kampens spiller, da Toronto Maple Leafs slog Nashville Predators i NHL.

Danske Frederik Andersen spillede natten til torsdag endnu en fremragende kamp i verdens bedste ishockeyliga NHL.

Den 28-årige målmand præsterede hele 44 redninger i Toronto Maple Leafs sejr over Nashville Predators. En stribe af redningerne kom på straffeslag, hvor Andersen kun blev passeret én gang på syv forsøg. En imponerende bedrift, mener modstanderens målmand Pekka Rinne:

- I den her liga skal målmanden spille virkelig godt, hvis man skal vinde. Det gør Frederik Andersen, og han tager et stort ansvar. Jeg er meget imponeret, siger Pekka Rinne ifølge NHL.

Også Frederik Andersens medspiller Kasperi Kapanen var klar med roser efter kampen, hvor Andersen blev kåret som ’first star’ – banens bedste.

- Wauw. Jeg tror ikke, jeg behøver at stå her og fortælle, hvor stor en rolle han spillede for os i dag med sine afgørende redninger. Han spillede virkelig godt, lyder det fra Kapanen, som selv bragte Toronto foran med 2-0 i anden periode.

En hård kamp

Trods en god kamp af Frederik Andersen lykkedes det Nashville at udligne til 2-2. Begge gæsternes mål faldt efter tilfældigheder, hvor pucken ramte en Toronto-spiller og dumpede ned foran henholdsvis Colton Sissons og Viktor Arvidsson.

Efter en målløs forlænget spilletid skulle opgøret afgøres i straffeslag, hvor Andersen altså afværgede seks ud af syv forsøg. Da Toronto ’kun’ brændte fem gange, kunne de blåklædte spillere juble over et ekstra point.

- Det var en hård kamp, sagde Frederik Andersen selv efter kampen.

- De spiller en god form for hockey med en stærk defensiv. Vi havde ikke så meget plads, men jeg synes, vi gjorde det godt. Deres mål kom efter nogle svære ’nedfald’, men det er sådan hockey er. Det var en god test for os, og jeg synes, vi spillede godt.

Toronto Maple Leafs ligger nummer tre i den østlige konference efter 56 kampe. Holdet har 69 point – to flere end Washington Capitals på fjerdepladsen. Capitals har dog kun spillet 53 kampe.