Bjorkstrand tabte, men er klar til NHL-slutspil

16x9
Oliver Bjorkstrand kommer formentlig ikke med til VM, som i år spilles i Danmark. Foto: Kirk Irwin / Ritzau Scanpix

Endnu en dansk spiller er videre til de afgørende mesterskabskampe i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets er klar til slutspillet i den nordamerikanske ishockeyliga NHL trods et nederlag på 4-5 natten til fredag dansk tid mod de forsvarende mestre fra Pittsburgh Penguins.

Den ordinære kamp endte 4-4, og dermed kommer Columbus fra kampen med et enkelt point og en plads i playoffkampene.

Det betyder samtidig, at Oliver Bjorkstrands deltagelse ved VM i ishockey i Danmark om nogle uger hænger i en tynd tråd, hvis hans hold avancerer i slutspillet.

Lars Eller og Washington Capitals har også spillet sig videre fra grundspillet, og derfor får det ingen betydning, at holdet måtte se sig slået 4-3 af Nashville Predators.

Også Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs er klar til de afgørende kampe. Holdet tabte natten til fredag 1-2 til New Jersey Devils. Frederik Andersen havde 37 redninger ifølge NHL's hjemmeside.