De danske stjerners evige dilemma: Ligaen er vigtigere end landsholdet

16x9
Nikolaj Ehlers er en af de store, danske NHL-profiler, som næppe kommer med til VM. Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix Denmark

År efter år må de danske ishockeystjerner melde fra til landsholdet på grund af slutspillet i NHL.

Normalt står VM som noget ganske særligt. Som noget, der rager tydeligt op ude i horisonten. Noget der kaster sin skygge over resten af det sportslige landskab.

Sådan er det bare ikke, når man er ishockeyspiller og tager sine daglige skøjtetag på den anden side af Atlanterhavet.

Her er VM en krusning, der kan være svær at få øje på, for den blegner på det nærmeste til noget usynligt i den stråleglans, der afkastes fra det store sølvskrummel, der går under navnet Stanley Cup.

I Danmark er man vokset op med fodbold og håndbold, og der er landsholdet rigtig stort

Oliver Bjorkstrand, Columbus Blue Jackets
Frans Nielsen og Detroit Red Wings nåede ikke i slutspillet i NHL.
Frans Nielsen og Detroit Red Wings nåede ikke i slutspillet i NHL. Foto: Gregory Shamus / Ritzau Scanpix

- Hvis jeg skal vælge mellem at vinde VM og vinde Stanley Cuppen, så vil jeg vinde Stanley Cuppen. Over noget andet. Jeg ville også tage den over en OL-medalje, så kontant kommer meldingen til TV 2 SPORT fra en, der for alvor kender til begge dele, Frans Nielsen.

NHL-veteranen, der har mere end ti år på bagen i verdens bedste liga, var isbryderen, der for alvor banede vejen for et dansk gennembrud i verdens stærkeste ishockeyliga. National Hockey League – eller NHL, som den bare hedder.

Det sværeste trofæ i verden

Bare tre gange indtil videre har den 33-årige center stået i slutspillet. Og endnu har han oplevelsen til gode med Detroit Red Wings, som han skiftede til før sidste sæson.

Det siger noget om, at slutspillet ikke nødvendigvis er noget, der er givet, selvom man har mere end 750 NHL-kampe bag sig. Men på den anden side er det også en del af forklaringen på den unikke position, som det forjættede trofæ er i besiddelse af.

- De siger, det er det sværeste trofæ at vinde i hele verden i og med, du først skal igennem de her 82 kampe, og så skal du igennem fire runder, så det er jo fire runder bedst af syv, hvor niveauet bare bliver endnu højere, forklarer Frans Nielsen.

Jeg gad jo pisse godt være hjemme. Men som sagt er det også en stor drøm at vinde Stanley Cuppen herovre

Nikolaj Ehlers, Winnipeg Jets

- Jeg kan ikke forestille mig, man har det godt, når man når til slutdelen af det slutspil. Nu har jeg kun været igennem to runder selv, så man skal igennem to mere for at vinde. Det er bare sådan en lang kamp.

Hvor Frans Nielsen allerede på egen krop har erfaret, at den regulære sæson er én ting, og slutspillet er noget helt andet, så står det unge stjerneskud, Nikolaj Ehlers, foran sin første slutspilsoplevelse.

Se NHL-stjernerne på TV 2

Du kan se tre programmer om Frans Nielsen, Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand på TV 2.

  • Lørdag den 21. april kl 18.25 – Frans Nielsen
  • Søndag den 22. april kl 18.25 – Nikolaj Ehlers
  • Lørdag den 28. april kl 18.25 – Oliver Bjorkstrand

Det er den 22-årige forwards tredje sæson i ligaen, og han er hamret ind blandt verdens bedste som en vigtig del af et ungt og spændende Winnipeg Jets-mandskab.

Og selvom der ikke er lige så meget erfaring i NHL-bagagen som hos den mere erfarne Frans Nielsen, så er drømmen den samme.

- Drømmen er at vinde Stanley Cuppen herovre. Det er 100 procent. Alle holdkammerater derinde – det er vores alles drøm. Der er en masse hårdt arbejde, der skal til for at vinde den, fortæller Nikolaj Ehlers til TV 2 SPORT om det næsten mytiske trofæ.

- Man kan sige, de sidste to år har vi virkelig arbejdet os fremad – og det har vist sig i år. Der er stadigvæk en masse kampe og en masse hårdt arbejde, der skal til for, vi kommer langt i playoffs.

Succes i klub udelukker landsholdet

Egentlig burde alt på den måde være i den skønneste orden. Danske spillere blandt verdens bedste, der har vigtige roller på deres hold – det burde være enhver landstræners drøm.

Nikolaj Ehlers i nærkamp med Artturi Lehkonen fra Montreal Canadiens den 3. april.
Nikolaj Ehlers i nærkamp med Artturi Lehkonen fra Montreal Canadiens den 3. april. Foto: Minas Panagiotakis / Ritzau Scanpix

Problemet er bare, at hvor VM på isen herhjemme står som noget ganske særligt for en lille ishockeynation, der nærmest på trods, fortsat bider skeer med de allerbedste nu på 16. år, så overskygges den turnering af slutspillet i NHL. For der er sammenfald på datoerne.

Med vanlig nordamerikansk selvsikkerhed regner man sin hjemlige turnering for noget større og vigtigere end et verdensmesterskab. Derfor er det umuligt at opnå succes begge steder i samme sæson. For går du langt i slutspillet, så kan du ikke være en del af Janne Karlssons VM-trup.

- Som jeg har sagt så mange gange. Jeg elsker at spille for landsholdet, jeg elsker og komme hjem og spille i den rød-hvide trøje. I år er det endda i Danmark. Det er både fantastisk, men også skidt på samme tid, forklarer Nikolaj Ehlers, der ellers har spillet VM de seneste to sæsoner.

- Jeg gad jo pisse godt være hjemme. Men som sagt er det også en stor drøm at vinde Stanley Cuppen herovre. Og det er realistisk i år. Vi har en god chance, hvis vi bliver ved, som vi gør nu, så at det lige kommer på tværs i år, det er irriterende. Men det er sådan, det er. Det er sådan, det er i ishockey. Det er noget, man bare bliver nødt til at tage til sig, og så bare spille.

Det kan være svært at forstå, hvis man er vokset op med de mere traditionelle sportsgrene. De sportsgrene, hvor et verdensmesterskab er – ja, et verdensmesterskab. Og derfor et højdepunkt.

Ikke som fodbold og håndbold

- I Danmark er man vokset op med fodbold og håndbold, og der er landsholdet rigtig stort. De forskellige ligaer man spiller i - de største ligaer – de planlægger deres skemaer omkring VM og EM. Det er lidt anderledes i hockey.

Sådan forsøger Oliver Bjorkstrand at forklare forskellen på de store sportsgrene og så ishockeysporten.

- Det er der desværre mange hockeyfans, der ikke helt forstår. Sådan er det i hockey. Det ville selvfølgelig være dejligt, hvis man kunne gøre begge ting.

Den 23-årige Columbus Blue Jackets-forward er for andet år i træk klar til slutspillet. Derfor ved han også, der er en lang og svær vej frem mod det endegyldige mål.

Oliver Bjorkstrand (th.) under hårdhændet behandling af Ottawa Senators' Cody Ceci.
Oliver Bjorkstrand (th.) under hårdhændet behandling af Ottawa Senators' Cody Ceci. Foto: Aaron Doster / Scanpix Denmark

- Jeg vil gerne i playoffs i NHL, det er min største drøm. Det er noget, man drømmer om; at komme langt i playoffs og måske vinde Stanley Cup – det vil jeg helt vildt gerne selvfølgelig, hvis det så ikke skal ske, så har man så noget andet at glæde sig til i år.

For der er jo naturligt nok kun ét mandskab, der går hele vejen til huldest på isen og hævningen af det gigantiske trofæ. I kølvandet ligger 15 mandskaber med drømmen om næste år.

Men i kølvandet ligger også muligheden for at spille et historisk VM på hjemmebane, hvis man har dansk pas, og man er røget ud af slutspillet i første runde. Det kan i år blive et lille plaster på såret.

Eller som Oliver Bjorkstrand formulerer det:

- Jeg vil gerne langt i playoffs i NHL. Man ser mange gode NHL-spillere, som aldrig er nået langt i playoffs eller ikke rigtig har formået at vinde noget. Det er en af mine største drømme. Det vil jeg helt vildt gerne. Men VM i Danmark er selvfølgelig også rigtig fedt.