Aalborg-keeper laver nyt 'kæmpe drop' i slutspillet: - Det må ikke ske

Aalborg Pirates' Taleas Galansky lavede et stort drop i fredagens fjerde finalekamp mod Herning Blue Fox, da de tabte 2-3 på hjemmebane.

Se søndagens femte finale mellem Herning Blue Fox og Aalborg Pirates. 

Fredagens fjerde finalekamp mod Herning Blue Fox er nok en kamp, som Aalborg Pirates' målvogter Taleas Galansky ønsker at glemme hurtigst muligt. 

På hjemmebane havde Aalborg med en sejr over midtjyderne muligheden for at vinde klubbens første DM-guld i 37 år, men sådan skulle det ikke gå, da Herning vandt 2-3 - og særligt det sidste mål kommer formentlig til at ærgre nordjydernes keeper. 

Det er ukoncentreret. Han skal have staven bag. Det må slet ikke ske

Lasse Degn

Ved stillingen 0-2 til Herning sendte udeholdets Patrick Madsen en blød afslutning afsted fra blue line på Aalborgs banehalvdel, som normalt ikke volder problemer for målvogteren. Men fredag aften røg pucken lige over Galanskys venstre handske og direkte i netmaskerne. 

- Neej, kæmpe drop af Galansky. Hvad sker der? Det er jo helt vildt, lød det fra TV 2 SPORTs kommentator, Jimmy Bøjgaard under kampen og fik opbakning af ishockeyekspert Lasse Degn. 

- Det er ukoncentreret. Han skal have staven bag. Det må slet ikke ske, sagde Degn. 

Det er ikke første gang Taleas Galansky dropper i denne sæson. For bare 12 dage siden kom den uheldige Aalborg-keeper til at slå pucken ind i eget net i den sjette semifinalekamp mod Esbjerg Energy. Det hele endte dog uden de store konsekvenser, da nordjyderne få dage senere kunne indløse finalebilletten. 

- Kæmpe, kæmpe drop af Galansky. Han slår selv pucken ind. Det ser ud som om, han vil lave noget smart og slå den væk, og så får han den slået ind i eget bur, lød det fra Jimmy Bøjgaard under kommenteringen.

Aalborg endte med at tabe kampen 2-1.

Umiddelbart efter scoringen valgte Aalborgs headcoach Brandon Reid at tage en timeout, hvor han forlangede mere af sine spillere. 

- I skal snakke mere, I skal kæmpe mere og I skal have mere liv. De venter på det, jeg venter på det, og jeres holdkammerater venter på det, lød det fra træneren. 

Og den peptalk skulle vise sig at have effekt. Aalborg reducerede to gange efterfølgende, men da de ikke scorede en tredje gang, måtte de alligevel se sig slået med 2-3. 

Aalborg har fortsat tre muligheder for at vinde DM-guld, og næste gang er på søndag, når Herning byder velkommen til den femte finalekamp.