I nat kan Danmark få kæmpe forstærkning til VM

16x9
Frederik Andersen tørner til dagligt ud for Toronto Maple Leafs i NHL. Han er desuden førstevalget på det danske landshold. Foto: Claus Andersen / Ritzau Scanpix

Det er en kæmpe gevinst for landsholdet, hvis NHL-målmanden Frederik Andersen bliver en del af VM-truppen fra start, vurderer ishockeykommentator.

Danmarks ishockeylandshold kan natten til søndag dansk tid blive styrket markant til VM på hjemmebane. 

NHL-målmanden Frederik Andersen og hans hold Toronto Maple Leafs er nemlig bagud 3-1 i serien mod Boston Bruins i slutspillet, og er derfor bare én kamp fra at ryge ud. Det kan ske natten til søndag, hvor Bruins tager imod canadierne til den femte kamp. 

Og Maple Leafs holdet ikke kvalificerer sig til kvartfinalerne i NHL-slutspillet, har den danske førstemålmand mulighed for at deltage i hele VM.

- Det vil betyde fantastisk meget. Det er måske VM’s bedste målmand, der melder sig til for Danmark, hvis Frederik Andersen gør det. Og det er altså inklusive canadiernes, russernes og amerikanernes målmand – han er jo på topniveau i NHL, skal vi huske, siger TV 2 SPORTs ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard.

Landsholdsmålmanden, der endnu ikke har bekræftet, at han stiller op for Danmark, har spillet godt i denne sæson og har i flere opgør været kampafgørende.

Særligt i Toronto Maple Leafs enlige slutspilsejr over Boston Bruins var Andersen storspillende og kunne lade sig hylde som kampens spiller med en imponerende redningsprocent på 95.

- Det ville være en fantastisk stærk mand at få ind som akse på det her danske landshold. Jeg tror bestemt, han gør det, hvis de ryger ud – det taler man ikke om, før de ryger ud, men jeg tror afgjort, at Frederik Andersen står til rådighed for det danske landshold, hvis ikke han er blevet skadet undervejs i den her serie. Så det vil være et kæmpe, kæmpe boost for de danske VM-kvartfinaledrømme, siger Jimmy Bøjgaard.

Frans Nielsen er indtil videre den eneste danske NHL-spillere, der har meldt sin ankomst, men flere kan være på vej. Udover Frederik Andersen, så har enten Oliver Björkstrand fra Columbus Blue Jackets eller Washington Capitals' Lars Eller muligheden for at støde til truppen, da de to møder hinanden indbyrdes i den første slutspilsrunde. 

Her er stillingen 2-2 inden den femte kamp, og danskerne skal måske håbe på, at det er Lars Eller, der ryger ud, fordi Oliver Björkstrand er i kontraktår og dermed har nogle hensyn at tage i forhold til et muligt VM

VM i ishockey skydes i gang fredag den 4. maj.

FØLG DET DANSKE LANDSHOLDS VEJ FREM MOD VM PÅ HJEMMEBANE I VORES KORTE DOKUMENTAR-SERIE 'PÅ IS FOR DANMARK'. DE TO FØRSTE AFSNIT KAN SES PÅ TV 2 PLAY.