Skade holdt Ehlers ude af avancement

16x9
Nikolaj Ehlers måtte stå over med en skade i nattens opgør mod Minnesota Wild. Foto: Jason Halstead / Ritzau Scanpix

Det var en skade, der var årsag til, at Nikolaj Ehlers ikke var med, da Winnipeg Jets i nat spillede sig videre i NHL-slutspillet

- Han havde det ikke godt.

Således var ordene fra Paul Maurice, træneren hos Winnipeg Jets, da han skulle svare pressen på, hvorfor Nikolaj Ehlers ikke var på isen, da hans canadiske mandskab i nat avancerede til anden runde i Stanley Cup-slutspillet med en sikker 5-0-sejr over Minnesota Wild.

De ord kunne man tolke som sygdom hos den danske nøglespiller, men nu fortæller Nikolaj Ehlers selv til TV 2 SPORT, at det ikke var sygesengen, der holdt ham ude.

- Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger. Men det er en såkaldt 'upper body-injury' (en skade i overkroppen, red.), der var årsag til, jeg ikke spillede, fortæller Nikolaj Ehlers fra et solbeskinnet Winnipeg på en fridag.

Det var en skade, som den unge dansker fik i kamp fire i serien mod Minnesota. Men i amerikansk ishockey holder man kortene tæt ind til kroppen, og derfor vil Nikolaj Ehlers ikke komme nærmere ind på, hvad skaden er. For så kan han komme i problemer hos trænerstaben.

Men heldigvis for den stærke forward og Winnipeg Jets er det ikke noget, der kommer til at plage Nikolaj Ehlers i lang tid. Han er snart klar til at fortsætte med at spille i det, der er hans første slutspil i NHL.

- Det har forbedret sig helt vildt de seneste par dage, så jeg er helt sikkert klar til anden runde, er meldingen fra det canadiske.

Hvornår det kommer til at foregå, ved han ikke endnu. Winnipeg Jets afventer nemlig afgørelsen på serien mellem Stanley Cup-favoritterne fra Nashville Predators og Colorado Avalanche. En serie, hvor Predators lige nu fører 3-2 efter Colorado i nat vandt seriens femte opgør.

- Nu må vi se. Jeg håber bare, Colorado gør godt med modstand, så Nashville virkelig skal bruge kræfter på at gå videre, hvis det er dem, vi skal møde, siger Nikolaj Ehlers om den kommende serie.

Søndag aften kl. 18.25 kan du se et portræt af Nikolaj Ehlers på TV 2. Her har TV 2 SPORT været på besøg i et vinterkoldt Winnipeg for at se, hvordan hverdagen ser ud for Danmarks måske største ishockeytalent.