Tysk NHL-spiller må alligevel spille mod Danmark

16x9
Korbinian Holzer (tv) har spillet 135 kampe i verdens stærkeste ishockeyliga. Foto: Alexander Nemenov / Scanpix Denmark

NHL-backen Korbinian Holzer blev for to år siden idømt en kamps karantæne ved VM, men den er nu udløbet.

Se Danmark-Tyskland på TV 2 SPORT

Når Danmark fredag aften møder Tyskland i VM-premieren på hjemmebane, bliver det med tre NHL-spillere som modstander.

Anaheim Ducks-backen Korbinian Holzer blev ellers tildelt en kamps karantæne efter sin sidste optræden ved VM. Det var for to år siden efter kvartfinalenederlag til Rusland grundet usportslig optræden.

Og da Holzer ikke deltog ved VM sidste år hjemme i Tyskland, gik det tyske ishockeyforbund ifølge Sport1 ud fra, at han var spærret i åbningskampen mod Danmark.

Men det er ikke tilfældet.

- Han må gerne spille. Vi har forhørt os hos IIHF (det internationale ishockeyforbund, red.), siger Sturm ifølge Sport1 og fortæller, at karantænen er udløbet.

Holzer spillede i den forgangne sæson blot 16 NHL-kampe for Ducks. Han har tidligere spillet i Toronto Maple Leafs.

Tysklands øvrige NHL-spillere er kaptajnen Dennis Seidenberg, der spiller i New York Islanders, og holdets største stjerne Leon Draisaitl fra Edmonton Oilers.

Kampen mellem Danmark og Tyskland starter klokken 20.15 og kan ses på TV 2 SPORT.

Inden da spiller de to ishockeygiganter USA og Canada. Det er klokken 16.15, og kampen kan ligeledes ses på TV 2 SPORT.