Letland tager sensationelt point mod Canada

Danmark er tvunget til at besejre Letland for at komme i kvartfinalen, efter letterne fik point mod Canada.

Se Danmark-Letland på TV 2 og TV 2 PLAY tirsdag klokken 20.15.

De mangedobbelte verdensmestre fra Canada led et overraskende pointtab ved VM, da de mandag aften var i kamp mod Letland.

Ishockeystormagten vandt ganske vist 2-1, men sejren blev først sikret i overtiden. Dermed måtte de canadiske favoritter nøjes med to point.

Under tre minutter var spillet af første periode, da Anthony Beauvillier bragte Canada i front.

Canada førte skudstatistikken markant gennem kampen, men Letland fik udlignet på måltavlen i begyndelsen af tredje periode med Kristians Rubins.

I resten af perioden var det et stormløb mod det lettiske mål. To gange var Canada i powerplay, men de kunne ikke udnytte den ekstra mand på isen. Derfor sluttede tredje periode med stillingen 1-1.

I første minut af overtiden afgjorde superstjernen Connor McDavid kampen og sikrede Canada to point, mens Letland tog det ene.

Netop det ene point betyder, at Letland er ét point efter Danmark på fjerdepladsen, inden de to lande mødes tirsdag aften. Vinderen af kampen kvalificerer sig til kvartfinalen, mens taberen er ude af VM.

Hvis Canada havde vundet i ordinær spilletid mod Letland, kunne Danmark have tålt at tabe i overtid til Letland og stadig booke plads i kvartfinalen.

Se stillingen i Danmarks gruppe her.

Sådan spilles de sidste kampe:

Tirsdag klokken 12.15: USA - Finland

Tirsdag klokken 16.15: Canada - Tyskland

Tirsdag klokken 20.15: DANMARK - Letland